Ugens børnebog: Portal

27.03.24
Hæsblæsende tegneserie af Lars Kramhøft & Tom Kristensen

Rasmus er en helt almindelig dreng, der bare elsker at game. En dag kommer hans forældre ikke hjem fra en fest, men i stedet dukker politiet op, og fortæller Rasmus at de er døde i en bilulykke. Rasmus liv ændrer sig fra det ene øjeblik til det andet. Rasmus bliver adopteret af en tante Patricia, han aldrig har hørt om og skal nu flytte til Trelde i Jylland. Da han ankommer, bliver det meget hurtigt tydeligt, at hans tante Patricia ikke er helt almindelig. Hun er nemlig forsker og bruger al sin tid på at forske i multiverset. Altså teorien om at der findes et utal af parallelle verdener til vores. Hver gang et menneske tager et valg opstår der en ny verden.

Derudover bliver det også ret hurtigt tydeligt, at Tante Patricia ikke bryder sig særlig meget om børn, og ISÆR ikke Rasmus. Hun har udelukkende sagt ja til at adoptere ham, så de penge der følger med, kan bruges til hendes forskning.
Efter at have været brugt som opvaske- og rengøringslave i et stykke tid, finder Rasmus ud af at hans tante rent faktisk har opfundet en dims, der gør en i stand til at rejse imellem verdenerne. Opslugt af tanken om at rejse til en verden hvor hans forældre stadig er i live, beslutter han sig for at tage chancen. Han trykker på knappen og forsvinder ind i en anden verden. Det han ikke er klar over er, at hver gang man rejser på tværs af multiverset, så efterlader det en kopi af en selv i den verden kom fra. Altså ikke en tro kopi, men en version af en selv der har nogle helt andre karaktertræk end dem som den oprindelige udgave har!

Det lyder kompliceret, men når Lars Kramhøft og Tom Kristensen folder sig selv og historien ud i denne forrygende Graphic Novel giver det hele rigtig god mening. For sikke et kaos Rasmus får skabt på tværs af Multiverset! Det bliver en hæsblæsende jagt på både hans forældre og på at få rettet op på alt det ravage han får skabt i sine rejser. Heldigvis kommer hans tante Patricia til undsætning, så han ikke er helt alene om det hele.

Det er ikke hver dag at man støder på så komplicerede teorier i børnebøger. Det er noget af det som dygtige forfattere og illustratorer kan. Multiverset er forklaret totalt i børnehøjde og ingen bør snyde sig selv for denne lækre læseoplevelse. Tegningerne er superlækre og man kan læse den fra 4. klasse og op.

Du kan finde den i børnebiblioteket på Science Fiction hylden!

Anbefalet af Sonny

Materialer