Ugens børnebog: Politik for begyndere

27.12.23
Superfin introduktion til hvad politik er for noget

Hvad pokker er politik egentlig? Hvad er en styreform? Hvad er en ideologi? Hvad er højre og venstre? Hvad fanden er det der demokrati egentlig for noget? Hvorfor skal der hele tiden være valg? Osv.

Måske du som forælder, bedsteforælder eller lærer er blevet udsat for en byge af spørgsmål fra nysgerrige børn. Børn som gerne vil vide mere om hvad der bliver talt om i nyhederne, hvad de voksne taler om eller er stødt på en politiker på glatis på sociale medier.

”Politik for begyndere” er en fagbog og er en superfin introduktion til hvad politik er. Den gennemgår i 6 kapitler virkelig mange aspekter af området og præsenterer det hele med eksempler og fine illustrationer. Den gennemgår i de fem første kapitler Styreformer, Politiske systemer, Valg, Politiske forandringer & Politiske ideologier.

Bogen er fyldt med tegneserieagtige samtaler som på fineste vis giver indsigt i, hvad der er på spil og hvorfor politik er noget der kan fortsætte i, hvad der kan virke som evigheder.

I kapitel 6 tager den en masse store spørgsmål op. Her forklares og diskuteres fx Menneskerettigheder, Ytringsfrihed, Feminisme, Klima, Terrorisme, Korruption og en masse andre emner. Derudover bliver der i kapitlet fortalt om virkemidler når man argumenterer og der gives tips og tricks til hvordan man selv kan blive bedre til at debattere.

Måske ikke alle forældre synes, at det er fedt at deres børn bliver bedre til at debattere. Men ikke desto mindre er det her en bog, der vil give dit barn en stærk indsigt i både historie og mekanismer omkring alt hvad der vedrører politik.
Bogens målgruppe er de 11-15-årige, men nysgerrige børn og unge, der er ældre eller yngre kan sagtens få en hel masse nyttig viden ud af at læse den.

Klar anbefaling fra Sonny

Materialer