Ugens Børnebog: På Bornholm må man græde overalt

13.11.23
En gribende ungdomsbog af Martha Flyvholm Todee

På Bornholm må man græde overalt‘ er en overordentlig fin, lille sag, som er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt. Den listede sig lige så stille ind i hjertekulen på mig og blev siddende.

Bogen handler kort fortalt om Maria, som prøver at tackle en svær sorg, samtidig med at livet alligevel skal leves på én eller anden måde. Hun henter trøst i bogen Det værst tænkelige – en håndbog i overlevelse (som faktisk kan lånes fra landets største biblioteker – jeg ved ikke hvorfor bogen ikke er meget udbredt: Alle har vel brug for at vide, hvad man gør, hvis ens faldskærm ikke udløser sig eller hvis man bliver bidt af en slange). Det værst tænkelige er faktisk, at Maria ikke kan føle alt det hun egentlig har brug for at føle. Den sorg hun tumler med, har ligesom lukket for alt det andet.

Det er en utrolig velskrevet bog, og jeg håber virkelig at Martha Flyvholm Tode skriver mere. Meget mere. Jeg vil glæde mig til at læse det.

Fra 13 år

Materialer