Ugens børnebog: Geminiforbandelsen

19.12.23
En episk fortælling om tis og trolddom af Kim Ace

Rasmus er ensom og føler sig udenfor. Han bliver mobbet af storebroren i den familie, hvor han er i pleje, og han er nærmest usynlig i skolen. Desuden tisser han i sengen nærmest hver nat. Men alt det ændrer sig, da der begynder en ny dreng i klassen.

Men ikke nok med det. Det er nemlig ikke en socialrealistisk fortælling. De to drenge bliver skygget og senere overfaldet af en kolossal hvid kat. De opdager også, at de på en eller anden måde kan skifte over til en anden verden, hvor de dukker op helt og aldeles splitterravende nøgne.

Denne verden har både en troldmand og folk i nød, men de to drenge får streng besked på at holde sig væk, fordi det kan være farligt for dem og alle andre hvis de falder i de forkerte hænder.

Hvad der derefter sker må i læse jer til.

Bøgerne er proppet med sjove sammenligninger, og særligt Rasmus har et sprog, der får læseren til at le. Det er en overbevisende forfatterdebut for Kim Ace og der er allerede 2 bind mere i serien.

Mellemtrinnet burde elske disse bøger og gør det også allerede i stor stil.

Anbefalet af Ulrik

Materialer