Ugens børnebog: Et langt år i Leif Lykkes liv – That´s Leif

19.12.23
Hæsblæsende sjov historie af Marie Duedahl

Leif og Arthur er to tolvårige drenge, der keder sig helt vildt i sommerferien.

En dag da storebroren Knud ikke er hjemme beslutter de sig for at ”låne” hans kameradrone, som de flyver ind over naboens have, hvor den helt utroligt smukke 15 årige Zanne ligger og soler sig. Alt er fint og de to drenge morer sig på lummer vis, indtil Zanne og hendes to nyankomne veninder opdager dronen, skyder den ned med en flaske og konfiskerer den.

Arthur og Leif er nødt til at finde ud af hvordan de får dronen igen, så storebroren ikke opdager, at de har ”lånt” den.  De vælger at kidnappe Zannes lille racehund Nips og forsøger at sætte en byttehandel op, men intet går efter planen!
Zanne flipper ud, og med frygt for liv og førlighed må drengene stikke af med hunden. Under deres flugt støder de på byens to bøller, der stjæler hunden fra dem og sælger den videre til en mafiaboss, så nu er de for alvor på den. Og hvad fanden gør man så?

Jeg skal ikke spoile af bogen, men kan love at det ikke går stille for sig og anbefaler, at man læser den!

Det er en hæsblæsende, vanvittig & sjov historie med et virkelig højt tempo. Marie Duedahl kan altså bare noget med sprog og letlæselige bøger.

Bogen har kun Lix 14, men føles slet ikke som en letlæsningsbog. Jeg er sikker på, at rigtig mange børn vil få en forrygende læseoplevelse med denne bog og de 3 andre i serien der netop også er udkommet.

Anbefalet af Sonny

Materialer