Ugens Børnebog: Det opfindsomme menneske

26.01.24
Flot fagbog om menneskets historie og opfindelser af Peter Goes

Her er en kæmpestor og virkelig flot fagbog der gennemgår hele menneskehedens historie.

Den starter i den ældre stenalder og bevæger sig langsomt igennem oldtiden og alle civilisationer fra da til nu. Undervejs ses på alle de opfindelser mennesket har gjort undervejs. Alt fra Antikythera-mekanismen til Schweizerknive og computere gennemgås og forklares med utroligt få ord på en saglig og nysgerrighedsskabende måde. Bogen fungerer som en meget lang tidslinje, som alle vil have gavn af. Tidslinjer giver perspektiv og indsigt på en anden måde end bøger, der kun omhandler bestemte perioder.

Det allerbedste ved bogen er dog dens format. Bogen er en del af den nye ”coffee table” trend indenfor faglitteratur til børn. Den er kæmpestor og sindssygt flot illustreret. Peter Goes har virkelig lagt sig i selen for at skabe et værk, som nysgerrige børn og deres voksne kan gå på opdagelse i sammen. Bogens farver udvikler sig over en kæmpe farvepalet fra orange til lilla, og når man er færdig har man været igennem alle regnbuens farver.

Bogen er en læseoplevelse udover det sædvanlige og kan læses sammen med en voksen fra man er 8-10 år.

En klar anbefaling herfra!

Anbefalet af Sonny

Materialer