Ugens børnebog: Cairons drager

05.02.24
Spændende computerspilsaction af Henriette Hesselholdt i samarbejde med Vercinger

Er en helt ny serie om drengen Lucas og hans dilemmaer, venskaber og eventyr i et computerspil, der er kraftigt inspireret af det store online rollespil ”World of Warcraft”.

Lucas går i 6. klasse og bruger en stor del af sin fritid på computerspillet. Hans bedste ven Opi(nion) har ikke været online længe, og det nager ham, at han sjældent har tid til at spille med ham længere. En aften støder Lucas på en magiker, der hedder Plexxi i en mine, hvor monstrene er utroligt svære. Ved fælles hjælp besejrer de dem og falder i snak. Plexxi er en del af en lille aktiv gruppe af spillere, og hun inviterer Lucas til at være med i deres klan. Lucas dilemma er nu, om han skal vente på, at hans bedste ven igen får tid til at spille eller om han skal tage imod tilbuddet.

Bøgerne er skrevet i samarbejde med den kendte (og delvist lokale) youtuber Vercinger. De er baseret på Vercingers egne oplevelser i spillet ”World of Warcraft” og sætter virkelig et andet perspektiv på hvad børn, unge og voksne kan opleve, når man spiller online computerspil. Udgangspunktet er blandt andet fællesskabet og de mange oplevelser man får sammen, når man spiller lige netop denne type spil. Men også hvordan venskaber opstår, når man er fælles om at besejre noget særligt svært og hvordan man bliver en del af hinandens liv, selvom det foregår online.

Bogen kan læses af børn fra ca. 9-10 år, som en superfed og eventyrlig historie om Lucas og hans venners eventyr.

Den er samtidig smækfyldt med temaer om f.eks. onlinemobning, hvad et venskab er, og den tone man kan opleve på nettet der vil kunne genkendes af mange.

Den BØR faktisk også læses af alle voksne, da den giver en stor indsigt i online spilkultur som jeg ikke tidligere har set i en børnebog.

Bogen kan med fordel høres som lydbog hvor det er Vercinger selv, der læser dem alle tre højt

En klar anbefaling fra Sonny

Materialer