Mens du venter på "Den dovne vegetar"

08.11.23
Den mest personlige kogebog til dato fra Camilla Skov, der står bag Vegetarisk Hverdag. Find inspiration til andre vegetariske kogebøger, mens du venter på den.

I er mange, der allerede har reserveret "Den dovne vegetar" - en kogebog til alle, der elsker nem grøn comfort food med masser af smag. Forfatteren Camilla Skov står også bag den populære instagramprofil @vegetariskhverdag, som blev startskuddet til udgivelsen af de nu tre bøger med fokus på det vegetariske køkken. 

En hyldest til genveje i køkkenet

Nærmest samtidig med udgivelsen af Skovs anden kogebog "Billig mad på dyre tallerkner" blev hun mor. Og med den rolle opstod nye behov for at lave god mad, der ikke kræver for meget indkøb, er hurtig at lave eller passer sig selv. Deraf kom titlen: Den dovne vegetar – en hyldest til hvile, genveje i køkkenet & gode måltider.

Bogen byder ud over opskrifter også på refleksioner omkring dovenskaben - og ikke mindst frygten for at være doven, for ikke at præstere. Camilla Skov beskriver, hvordan hun gennem arbejdet med denne bog og dovenskab som tema er blevet klogere på, hvilket liv hun selv ønsker at leve. 

Herunder har vi udvalgt to kogebøger, der har et lignende fokus på vegetatiske opskrifter og den tid, vi har til rådighed til madlavning i en travl hverdag. 

Quick + Slow

Med denne vegetariske kogebog har David Frenkiel og Luise Vindahl lavet opskrifter, der både passer til den hurtige hverdag og til en langsom søndag. Hermed er der ligesom hos Camilla Skov fokus på den tid, vi har til rådighed, når det kommer til madlavningen - og at det er helt ok at vælge den hurtige løsning. Derfor er der en masse lækre opskrifter på enkel før-vi-skal-på-arbejde-morgenmad, food prepping og nem grøn aftenmad. Men du kan også finde opskrifter, der kræver, at man tager sig tiden til at hygge og kredse om madlavningen en gang i mellem.

Nemme grønne uger

I denne kogebog er der både fokus på det hurtige vegetariske måltid og på de billige løsninger. Her kan du finde inspiration til mættende grønne opskrifter, der er sat op i overskuelige ugeplaner - og ikke koster mere end 300 kroner om ugen. Du kan også få gode tips til, hvordan man udnytter restemad og dermed sammensætter ugentlige madplaner med billig, vegetarisk mad, der tager hensyn til klimaet. 

Flere vegetariske kogebøger

Er de to fremhævede forslag ikke lige noget for dig? Eller er de allerede udlånt til en anden låner? Du kan altid reservere bøgerne, så du får plads i køen, men vi har også fundet endnu flere inspirende bøger om grøn og plantebasret mad. Se dem her:

Materialer