Forsider af bøgerne De bedste familier og En forudsigelig forbrydelse

Vinderne af Jyllands-Postens litteraturpriser 2023

10.10.23
En roman om et stykke fortiet danmarkshistorie og en fagbog om kvindedrab løber med årets litteraturpriser.

De bedste familier af Kim Blæsbjerg

Fundatsen for den skønlitterære pris 

Prisen tildeles en dansk forfatter, som i et skønlitterært værk giver os et nyt blik på eksistentielle emner som livet, døden, kærligheden, de nære og svære relationer mellem mennesker og de afgørende valg, vi træffer i tilværelsen. Der er i bedømmelsen lagt vægt på, at værket er velfortalt, appellerer til samtale og kan holdes op som et spejl for det liv, læserne selv lever.

Juryens ord om årets skønlitterære vinder

Bogen er en fremragende fortælling om tavshedskultur, forurening og klasse- og kønskamp, som tusindvis af læsere kan spejle sig i. 'De bedste familier' beskriver et stykke fortiet danmarkshistorie om Cheminovas mange giftudledninger og er brændende aktuel i sin skildring af kemikalier, kapitalisme og kønskamp. Det er en roman, der både stiller skarpt på omkostningerne ved overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund og på en gryende køns- og klassekamp i lyset af den største miljøskandale i vores historie. 

’De bedste familier’ rummer flotte karaktertegninger af både vestjyderne og de københavnske tilflyttere - og den fokuserer også skarpt på kulturkampen mellem land og by. 

Bogen har brudt tabuer, har fået mange unge engageret, og bogen har fået en kæmpestor læserskare, fordi den sætter ting til debat og sætter dermed nye samtaler i gang. For hvor meget er vi villige til at ofre for økonomisk fremgang – og kan vi lære noget af fortidens fejl? 

En forudsigelig forbrydelse af Line Vaaben & Asser H. Thomsen

Fundatsen for den faglitterære pris

Prisen tildeles en dansk forfatter, som i et faglitterært værk gør os klogere på verden. Der er i bedømmelsen blive lagt vægt på, at værket er velfortalt, debatskabende og fører til refleksion over den tid og det samfund, vi lever i. Især faglitteratur inden for emnerne politik, historie, samfund, videnskab, køn og identitet kom i betragtning til prisen.

Juryens ord om årets faglitterære vinder  

'En forudsigelig forbrydelse' af journalist Line Vaaben og retsmediciner Asser Hedegård Thomsen er en rystende og grundig kortlægning af kvindedrab i Danmark. Med udgangspunkt i Asser Hedegård Thomsens ph.d-afhandling om kvindedrab i Danmark samt interview med de førende internationale og danske eksperter indvier Line Vaaben os i den grumme sandhed om de alt for mange drab på kvinder, der med en vis sandsynlighed vil kunne forudsiges og måske dermed også forebygges. Undervejs udfoldes også syv kvinders livshistorie og fatale skæbne, samt et udblik til kvinders formålsløse død pga. partnerdrab over hele verden. 

Med velfunderede kilder, faglig tyngde og pennens lethed, overbevisende statistik og ikke mindst indfølende portrætter af de kvinder, som blev myrdet eller udsat for brutal vold, står vi tilbage med et billede af, at KVINDEDRAB er en forudsigelige forbrydelse, og at vi som samfund bør gøre mere for at forebygge drabene. 

Dermed åbner bogen også op for en debat, der rammer lige ned i store globale indsatser for kvinders rettigheder og kampagner som #TextsMeWhenYouGetHome – det er alt i alt en fremragende præstation. 

Oprindeligt skrevet af Barbara Rugholm, Litteratursiden.

Materialer