Monologens lange tankestrømme er som galde, der med sort humor afdækker en dobbelthed i fortællerens sind og tilværelse. Han er en selvcentreret mand, der isolerer sig, men som længes efter menneskelig kontakt, og som aldrig har evnet at gennemføre noget. Men en karakteristisk firkantet tekstblok virker romanen svært tilgængelig, men selv om sætningerne er lange, er kommateringen god, og det formidable sprog, der vælter frem, er levende og fængende