Jagten på det gode menneske

12.08.20
Karin hvem? Karin Michaëlis er næsten forsvundet ud af vores fælles hukommelse, men det råder en ny bog bod på - med hjælp fra blandt andre den danske sangerinde Katinka og litteraten Bo Tao Michaëlis

Tilfældigvis faldt jeg, blandt de nye bøger, der næsten dagligt ankommer til biblioteket, over en ret iøjenfaldende bog i pink og blå. Ikke helt lille og i stift bind stak den ud ift. de andre nye bøger – næsten som om nogen bevidst ville gøre noget ud af den, ville gøre opmærksom på sig selv. Titlen, trykt i højpink, gjorde naturligvis også sit: ”Jagten på det gode menneske”. Hvem kan ikke altid bruge et godt menneske? Eller ønske at være et?

”Jagten på det gode menneske” er udgivet i forbindelse med teaterstykket af samme navn og består af en række artikler, der fra hver sin vinkel beskriver den danske forfatter Karin Michaëlis (1872-1950). Men hvem var hun – og hvorfor er hun overhovedet spændende?

At opremse alle hendes meritter ville tage for meget plads, men Karin Michaëlis var i datiden berømt, nogle vil sige berygtet, for hendes skønlitterære værker om samtidens kvindeliv, fx Den farlige alder fra 1910, og siden for børnebogsserien, der blev udgivet i en lang række lande, om den Pippi-lignende pige Bibi. Hun var tilknyttet Politiken i en lang række år, skrev reportager fra et Europa i flammer – og talte nazismen stik imod, så hun måtte opholde sig i USA til anden verdenskrig var ovre.

Karin Michaëlis var verdensberømt i sin samtid – ikke mindst for ”dyder” som langt hen ad vejen var forbeholdt mændene. Alene derfor er hun interessant og gør hende aktuel i dag, hvor køn, feminisme og ligestilling stadig er på dagsordenen. Om hun var ”et godt menneske” kan jeg ikke svare for. Efter sigende skrev den tyske digter Bertolt Brecht dramaet "Det gode menneske fra Sezuan" på inspiration fra netop Karin Michaëlis, som gav husly til Brecht og andre forfattere på flugt…

...og så er Karin Michaëlis ligeledes een af de forfattere, som Mick Øgendahl gik i fodsporene på i DRs litteraturserie om store forfattere.

Materialer