Foto af romanen 'BOB' og forfatteren Helle Helle
Foto: Mikkel Carl, 2021

Helle Helle vandt Montanas Litteraturpris

08.03.22
Stort tillykke til Helle Helle, der har modtaget Montanas Litteraturpris for sin suveræne roman 'BOB'. 

Helle Helle har i den grad fortjent litteraturprisen, som er kendt for at hylde fornyende litteratur. Hun går nemlig med 'BOB' nye veje i forfatterskabet gennem eminente eksperimenter med sproget og synsvinklen.

Peter Nielsen, der er litteraturredaktør på Dagbladet Information, fortalte dog til uddelingen på Det Kongelige Bibliotek, at enhver af de andre nominerede også kunne have vundet.

Undertegnede deltog i prisuddelingen, der virkelig var en flot præsentation af nyere eksperimenterende, fremragende dansk litteratur, da de nominerede alle læste op fra deres værker. Du kan se de nominerede herunder. 

Hvis du har abonnement på Dagbladet Information kan du klikke her og læse begrundelsen for at 'BOB' vandt

Om 'BOB' og 'de'

I BOB møder vi pigen fra Helles Helles forrige roman de, det er 1985, og hun og kæresten Bob er flyttet fra Rødby til Vanløse. I romanen fortæller hun alt fra hans synsvinkel og er nærmest alvidende: Hun fortæller detaljeret om Bobs oplevelser og tanker, men mest den del af hans liv, hun ikke er en del af. Og det er Helle Helles geniale greb i romanen: At jeg-fortælleren både er der og ikke er der, hun træder til side for at kunne se tingene fra hans perspektiv. Ligesom når man skriver og læser både bevæger sig ind i en anden bevidsthed og er sig selv på samme tid.

Du kan læse min anbefaling af  'de' og 'BOB' her

Montanas Litteraturpris

Hvert år uddeles Montanas Litteraturpris til en forfatter af aktuel dansk litteratur, der har været fornyende og berigende indenfor sin genre. Prisen er blevet uddelt siden 2006 og er skabt i samarbejde mellem Information og møbelvirksomheden Montana. Med prisen følger 100.000 kroner.

Den er blandt andre gået til Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Pia Juul og Jonas Eika. Sidste år gik Montanas Litteraturpris til Pernille Ipsen for Et åbent øjeblik. En spændende og personlig skildring af den danske rødstrømpebevægelse og kvindesagens betydning for den enkelte.

Læs mere om vinderne her

Artiklen har bidrag af Nadja Agerbak, Litteratursiden

Materialer