Tips til læsning med det lille børnehavebarn
Sproget og verden vokser hos det lille børnehavebarn, men der er stadig meget, som mangler at falde helt på plads. Barnet lærer sig selv bedre at kende og fortæller hvad det kan lide, og udtrykker sig også gennem sine bogvalg. Hvis du som forældre nogle gange føler dig lidt rådvild ift. læsningen, så fat mod! Her er børnebibliotekar Sarahs bedste tips til læsning med det lille børnehavebarn på 3-4 år.
Af Astrid Kaalund-Jørgensen
Nu hvor barnet er større, kan I vælge bøger som er lidt længere og måske kan læses over flere dage, men bliv også ved med at læse noget som er nemt og overskueligt for det lille børnehavebarn. Giv plads til, at barnet selv kan dyrke sine interesser vha. bøgerne, og suppler gerne med bøger, der udvider barnets horisont.
Her får I altså nogle gode tips til læsningen med det lille børnehavebarn:
- Rim og remser. Mange af de yngre børnehavebørn er så småt klar til at rime og lege med sproget, og I kan finde inspiration til sproglegen i de mange gode og sjove bøger med rim og remser. Når I har læst samme bog nogle gange, kan du fx læse første del af rimet og lade barnet afslutte. I starten kan det måske sige det sidste ord, men snart lærer det nogle af remserne udenad.
- Hverdagens drama. Barnets legeunivers vokser i denne tid og det er vigtigt at have tid til at lege og fordybe sig. Men ofte vokser kravene til dem også. Mange smider bleen, dropper middagsluren og skal selv kunne en masse ting. Det kan give ro at læse enkle hverdagsfortællinger om hverdagens dramaer, fordi barnet kan opleve sig spejlet og forstået i andre børns kvaler med at leve op til de voksnes krav.
- Byg videre på teksten eller gør den kortere fra gang til gang. Som for de fleste mennesker, svinger børns fokus og tålmodighed fra dag til dag og time til time. Føl dig aldrig forpligtet til at læse hele teksten i en bog eller hele bogen fra start til slut. Har barnet fokus, så byg videre, digt løs og inviter barnet til at gøre det samme. Bladrer det videre, så kan du skrue tempoet op og springe en masse tekst over. Det må man gerne!
- Byt roller. Det lille børnehavebarn er både meget stor og ret lille, og synes stadig om at være lille og få læst højt. Men I vil sikkert også synes det er skægt, hvis du er den lille, som beder om en historie. Udover det er sjovt, er det også en chance for dit barn til at være den, der kender svarene og er ekspert.
- Fiktion og fakta. I kan både læse sjove historier, eventyr og en masse andet fiktion, men det lille børnehavebarn kan også være med til at læse enkle faktabøger. Lær noget nyt sammen om dyr, kroppen, planter, musik eller alt muligt andet.
Og de to bonustips:
Barnet skal selvfølgelig fortælle, hvad det har lyst til at læse med dig. Men du må også gerne vælge noget, som du synes er flot, interessant eller sjovt. Måske kan I vælge en bog hver, når I læser godnathistorie.
Og hvis du har tid, så læs også bøger uden dit barn. Undersøgelser viser, at børn af læsere, læser mere. Spørg din bibliotekar om bøger til de små og til dig selv.