Hvad skal du læse i din sommerferie?

Her kan du se bibliotekarernes anbefalinger til, hvad du kan læse i din sommerferie.

Af Thomas Damholt

Tags

Forsidenyhed

Anbefalingerne kommer fra arrangementet "Bøger & Bobler", som blev afholdt for lidt tid siden. Men her får du altså også nogle af dem. 

Bogen er bygget op af korte kapitler fra forrige somre og så den nutidige. På den måde lærer vi efterhånden Alex og Poppy at kende – deres familier, traumer og drømme - og ser, hvordan deres forhold udvikler sig, og det bygger op til at afsløre, hvorfor de blev uvenner, samtidig med at man også håber for dem, at de finder sammen igen. Det gør bogen virkelig spændende og svær at ligge fra sig. Det en fin kærlighedshistorie og indbegrebet af sommerferielæsning - hyggelig og letlæselig. 

Andy er som sagt ramt af kæmpe hjertesorg og får rodet sig ud i nogle vanvittige (sjove) situationer i hans iver efter at finde en forklaring. Til tider sidder man og krummer tæer over hans handlinger, nogle gange bliver man helt hidsig over, at han ikke bare kan tage sig sammen, andre gang føler man med ham og tit kan man grine af og med ham. 
Bogen slutter af med Jens side af historie, hvilket understreger pointen om, at der altid findes 3 sider af en historie – din, min og sandheden. 
Dolly Alderton er generelt fantastisk dygtig til at skrive virkelighedstro historier, som man kan relatere til i forskellige dele af livet. Så hvis I ikke har lyst til at læse på engelsk, kan jeg også anbefale hendes bøger ’Alt hvad jeg ved om kærlighed’, der handler om en kvinde i tyverne og ’spøgelser’, der handler om en kvinde i 30’erne. Det er ikke en serie.

Det viser sig dog hurtigt, at der følger bivirkninger med som angst og syner, der ikke forsvinder igen. Både Edith og patienterne nærer mere og mere mistro til, at behandlinger virker, men vi er i 1960’erne – man stiller ikke spørgsmålstegn ved en overlæges beslutninger. Det tærer på Edith, for hun bekymrer sig meget om patienterne. Hun er næsten aldrig hjemme. Det begynder også at gå ud over hendes privatliv, hvor hendes mand få sværere og sværere ved at genkende hende. 
Malene Ravn har fået adgang til virkelig patienters journaler og fortællinger, hvilket gør fortællingen endnu mere skræmmende. Hun har formået at skrive, så man føler med patienterne, kæmper med Edith og samtidig har lyst til at skrige tilbage til datiden for at sætte en stopper for Hartungs vanvittige eksperiment. Man skal læse den, fordi det er en vigtig historie, om datidens syn på lægepraksis, kønsroller og mental sygdom.

Derudover er Carney vokset hos en kriminel, tit fraværende far, og det er meget vigtigt for ham, at han aldrig bliver som hans far. På trods af dette viser det sig dog, at Carney sælger lidt stjålne smykker på siden med hjælp fra sin kriminelle fætter Freddie. Han balancerer på kanten af loven eller i hvert fald på at blive opdaget gennem hele fortællingen, mens læseren får indblik i samtiden, i Harlems kultur med bl.a. raceurolighederne. 
På trods af Carneys kriminelle tendenser, kan man faktisk ikke undgå at holde af ham. Han prøver virkelig er være en god mand og far. Han holder hånden under sin fætter og hans mor, på trods af at fætteren ofte får involveret ham i skidte sager. Han er en god chef for sine ansatte og går op i at give et godt indtryk. Hans retfærdighedssans er stor, og det giver gode historier, som da han hævner sig på en korrupt, racistisk forretningsmand og samtidig rammer svigerfamilien, der må flytte i mindre lejlighed, mens det går bedre og bedre økonomisk for Carney og familien med hjælp fra sin sidegesjæft. 
Bogen ender med en cliffhanger, så jeg glæder mig til at læse slyngelmanifestet, der er 2. bind i serien.

Det er en fin lille bog, som er hurtigt læst – en time i hængekøjen vil kunne gøre det. Man skal dog ikke underkende, hvor længe den rare, varme følelse i maven bliver der, efter man har læst den.Bogen er filmatiseret – og filmen kan jeg også anbefale (titlen er The Quiet Girl)

Sådan lever Ursula. Om og om igen. Hun bliver født i 1910. Og hun dør i 1910 med navlestrengen viklet om halsen. I næste omgang når jordemoderen frem og redder hendes liv, og hun lever indtil 1914, hvor hun drukner. Så forfra igen indtil hun dør i 1918 af den spanske syge og så fremdeles. Den dør hun af flere gange, indtil det lykkedes hende at kropstackle stuepigen, så hun ikke komme afsted til den fest, som hun får smitten med hjem fra… Ursula er ikke direkte bevist om, at hun lever igen og igen, men hver gang får hun rettet tingene lidt til, fordi hun får en fornemmelse af, at der er noget, der skal undgås eller hun har drømt (eller husket) at noget sker, som skal forhindres.
Det er en fascinerende bog! Jeg blev grebet og suget ind og fulgte med, og blev lidt trist hver gang Ursula endnu engang måtte starte forfra, og spændt på hvad der skete nu. Og så var der den ene omgang, hvor jeg bare sad og ønskede, at hun dog snart måtte dø og kunne starte forfra, fordi hendes liv var blevet så forfærdeligt.
En helt usædvanlig bog, som varmt kan anbefales!

Dengang blev Constance anklaget og siden frikendt for mordene, men landsbyen taler stadig om sagen, og Constance bevæger sig ikke uden for huset. Den 18-årige Merricat går to gange om uden modvilligt ned til byen for at købe friske varer og låne bøger på biblioteket. Det er sjældent en fornøjelse, for folk stirrer, og der er ofte nogen, der råber efter hende eller synger en smædesang om Constance og mordene. 
En dag kommer deres fætter, Charles, forbi og alt ændrer sig. Han har ingen penge, men ved at søstrene har masser. Merricat kan bestemt ikke lide ham, især ikke fordi Constance tilsyneladende godt kan. 
Merricat er en meget særlig person. I dag ville man nok hæfte en stribe diagnoser på hende. Hun er i hvert fald ikke som folk er flest, og hendes fantasi er vild og veludviklet. Det er hendes stemme, som på så betagende (og let skræmmende vis) trækker læseren ind i deres verden, og selvom man er skræmt, har man lyst til at blive hængende – også efter endt læsning.

Mauds veninde Elizabeth er forsvundet. Dét ved hun, for det står på sedler hun finder i sin lomme og taske, og på bordet i stuen. Når Maud tager hen for at besøge hende, ringer hun forgæves på døren, for ingen åbner, og Maud skriver (igen) på en seddel: ‘Elizabeth er forsvundet’. Når hun siger det til sin datter, Helen, så ser Helen opgivende ud, og siger ‘Mor, dét har vi snakket om!”. Men Maud kan ikke huske, at de har snakket om det. Maud kan i det hele taget ikke huske ret godt. 
Selvom Maud glemmer alt det andet, så husker hun mysteriet om hendes søster, der også forsvandt, da de var unge. Det er en historie, der langsomt folder sig ud sideløbende med nytidsfortællingen, og de to historier flettes sammen til sidst på en højst overraskende måde! 
Det er en gribende fortælling, der sniger sig ind på én og dolker én i ryggen! Jeg føler sådan med Maud, som egentlig virker ret frisk og ved sine fulde fem, indtil det gik op for mig, hvor skidt det faktisk står til. Jeg håber, at jeg aldrig får demens ind på livet – det må være det værste i verden ikke at blive genkendt af sine forældre, eller ikke at kunne kende sine børn. 
Ja, nu lyder det lidt som en bog, som man skal holde sig fra, men det skal man ikke! Den er virkelig godt skrevet, og det var en stor læseoplevelse. Jeg anbefaler varmt!

Vi befinder os i en brydningstid i slutningen af 1960’erne, hvor højskolen oplever faldende elevtal fra den lokale landbobefolkning, så der skal tiltrækkes elever fra hele landet, hvis den skal overleve. Det har ægteparret en god plan for: Der skal tilbydes flere akademiske fag, og så skal tøjlerne løsnes, så det fx bliver tilladt at drikke alkohol. Der går dog ikke lang tid på stedet før ægteparret indser, at det står mere skralt til med økonomien, end de umiddelbart har fået at vide. Dertil dukker flere problemstillinger op, blandt andet i forhold til de revalidenter, som de får som tilskudselever fra forskellige kommuner.
Ole Tornbjerg jonglerer fornemt med en håndfuld ”hippie sprængstoffer" i forhold til stabiliteten på en højskole og i et ægteskab: Rusmidler, fri sex, autoritetstab, ligestilling og misforholdet mellem land og by. Samtidig er bogen også en stærk opsamling af, hvad de danske højskoler var og er. Det er virkelig tydeligt, at forfatteren har et stort kendskab og kærlighed til miljøet og også kender til folkehøjskolernes faldgruber. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at romanen udvikler sig til en stærk domestic noir fortælling, hvor særligt konsekvenserne af Eskilds tiltagende alkoholindtag er stærkt beskrevet.
Ole Tornbjerg har et gnidningsfrit og letlæseligt sprog og formår at udfolde hovedpersonernes indre kaos og længsler. Jeg tænker ikke, det har let at få både undergangsfortællingen, spændingselementerne og den historiske roman til at fungere godt sammen, men det er virkelig lykkedes.

Måske kan man med Christina Hagens sprogbrug i forbindelse med udgivelsen af hendes nye digtsamling pow pow pow, som denne novellesamling har et stærkt slægtskab med, kalde novellerne for “molbohistorier”. Forstået på den måde at novellerne befolkes af nogle følelsesmæssigt smadrede personer i grænselandet mellem overførselsindkomster og servicejobs.
En slags jeg-person går igen i disse historier og med blik for trøstesløsheden i en tåge af alkohol og afstumpethed, registrerer forfatteren gennem ham blokkene i Gellerup og de forfaldne huse på landet udenfor Horsens og lidt ind i det midtjyske og oplever samtidig en hel masse crazy.
Der er også en slags opvæksthistorie i og med, at første novelle omhandler et jeg, der hedder Jaggab. Jaggab, Murat, Langeland og Lilletommy bliver hentet af sidstnævntes mor på efterskolen på Mols. De skal til Lilletommys brors konfirmation i Gellerup, og her dukker Tommyfar for første gang op i novellesamlingen. En utroligt brovtende og brutal skikkelse, som også er hovedperson i den sidste novelle "Pis i hovedet", der kaster et helt særligt lys på den første novelle. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have læst noget, der så fremragende beskriver en psykotisk, voldelig mands indre kampe og livsudvikling, som netop den novelle.
I det hele taget er det som om Jacob Skyggebjerg i 'Man vil så gerne elskes' kulminerer som solidarisk beretter fra det skæve og på mange måder sørgelige og også sørgeligt ikke-repræsenterede, og jeg er virkelig glad for at blive ført så fint ind i det univers. 'Man vil så gerne elskes' er tragikomisk, hårdfør, smukt komponeret novellekunst og samtidig elementær pirrende læsning.

Hun er vild og uartikuleret, men han får hende slæbt hjem til sit karlekammer øverst på gården. Hun er nogle år yngre end han og det knytter sig hurtigt til hinanden.
Historien omkring hvordan hun forsøges tæmmet er virkelig spændende og det er endnu mere spændende måske at finde ud af hvor hun egentlig kommer fra og hvad, der er sket med hende. Og det er endda også spændende at finde ud af det samme om den unge mand.
Som man måske kan fornemme, vil jeg helst ikke afsløre for meget af handlingen, for det er ret vigtigt for læsningen at man ikke ved for meget inden.
Til gengæld vil jeg gerne fortælle om at Matias Faldbakken har et utroligt smukt og stofligt sprog. Det er også som et sprog udenfor tiden og det er noget af det, der gør, at den nærmeste sammenligning jeg kan komme på i forhold til ham, som forfatter, er Knut Hamsun. Dog er STAKKEL mere allegorisk og en slags eventyr. Det kan anbefales at læse hans forrige roman Vi er fem, da den er lige så fantastisk, og på en måde også bygger godt op til STAKKEL. Matias Faldbakken skal man ikke snyde sig selv for at læse i disse år!