Ifølge forfatteren bygger kulturen i den danske livgarde på et fællesskab fyldt med frygt og fokus på fejlfinding. Ord som Dræn og Skod bruges konsekvent om de dårligste garder. Hovedpersonen Solesen oplever en kultur, der bryder ned i stedet for at bygge op. Bogen lever på sin dokumentariske skildring af et stykke soldaterliv, som de færreste danskere kender til. Dermed er det mere en slags "bog fra det virkelige soldaterliv" end det er en litterær roman