"På denne Bisses Danmarksrevy er der staffage for alle pengene, og det lyder ganske enkelt forbandet godt, når sangenes spektrum eksploderer og får vinger i philharmoniens dynamiske hænder. Det er forfriskende at være i selskab med Bisse i disse nye rammer, og alligevel er det symptomatisk for dette såvel som for resten af hans uregerlige repertoire, at det er de simpleste skæringer i lakken, der gør det allerstørste indtryk ... Bisse har allieret sig med Copenhagen Phil på sit niende album, hvor han går i dybden med Danmark. Musikalsk er det lidt af en game changer, hvor hans plastisk-elektriske intensorock viger for et Disney'sk univers med fagotter, blæsere og strygere i stride strømme. Det lyder forbandet godt, og alligevel er det de simpleste sange, der gør størst indtryk"

"Bisse er en postmoderne krønikeskriver ... Således også på »Tanmaurk«, opkaldt efter den arkaiske udtale af Danmark, som er ristet i runer på Jellingestenen. Allerede her fornemmer man de store armbevægelser og det brede perspektiv, og det understøtter musikken på fornem vis. Ikke med de balstyriske, nær-maniske artrock-udskejelser, man er vant til, men som sitrende, brusende og brølende suiter skabt i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil, der forløser de ofte langstrakte kompositioner fremragende, uden at det bliver mageligt og behagesygt. Albummet markerer slutningen på Bisses »Landstrilogi«, der også inkluderer (...) »Højlandet« og »19.6.87« fra sidste år ... Med en spilletid på 69 minutter undgår man dog ikke en vis overstimulering af storladne strygersus og rablende ordtirader"

"Genialt. Med sin nye lp, Tanmaurk, hæver eksplosivt kreative Bisse atter barren og afslutter samtidig sin »Landstrilogi« ... Få danske musikere besidder samme ambitionsniveau som den 31-årige sang- og ordkunstner Bisse. For ikke at tale om en produktivitet uden lige ... Det er ikke ørehængere, man finder i Bisses melodiske univers, melodier i sådan klassisk radiovenlig forstand er der ikke mange af. Hittet »Seks hjerter« fra 2016 er således atypisk, måske nærmest undtagelsen, der bekræfter reglen. Og dog - det varede så lige otte minutter! Han er svær at genrebestemme, for Bisse udgør musikhistorien både slagtehus og urtehave, der skelnes ikke, og fine fornemmelser overlades til andre"

"På Tanmaurk forlader Bisse den maniske rodebutiksrock til fordel for en nøje orkestreret lyd, hvor et fintmasket væv af strygere og blæseinstrumenter spiller hovedrollen i de overraskende storladne kompositioner. Denne gang er der intet tilfældigt eller improviseret over instrumenteringen; arrangeret af den dansk-bosniske kapelmester og pianist Adi Zukanovic fremført af Copenhagen Phil. Det klæder virkelig Bisses messende og halvrappende vokal at være iklædt højglans og velour, der frembringer et mere digterisk og mindre vrøvlende udtryk, end vi er vant til - et yderst velfungerende greb ... Det nye symfoniske bagtæppe spiller således virkelig til Bisses fordel; hans karaktertræk er fuldt intakte, men den nye kontekst giver dem et ganske anderledes - og forfriskende - skær"

"Bisse anmelder igen livet, denne gang i sidste kapitel i sin danmarksrevy, og det er blevet til et album, der skal høres ud i én køre, som et roadtrip gennem danmarkshistorien, Bisses egne lysbilleder og erindringer ... Det lyder som Bisse, når han er bedst og allermest melodramatisk, og som en storslået dansk roman. 'Taunmark' er et værk om Danmark set gennem Bisses øjne ... Det meste af 'Tanmaurk'-albummet er ellers symfonisk, stort og monumentalt, men teksterne står skarpt og klart frem, selv om de er svære at fastholde og gøre nemme omkvæd ud af"