Karen Blixens historier er stadig, med titlen på én af dem, udødelige, og andet møde med Skæbne-anekdoter er om muligt endnu mere intenst end det første. Endnu engang bjergtages man af Blixens formidable evne til at komponere fortællinger af universel karakter i et sprog så formfuldendt, at man fryder sig over hver enkelt sætning. Ordene rummer stor visdom, når de former sig til beretninger om skønheden, smerten og grusomheden i menneskets uophørlige stræben efter fuldkommenheden, og hvordan det kæmper med sin skæbne. Udover Babettes gæstebud, om kunstneren der er villig til at ofre alt for én gang at opnå det perfekte udtryk, tæller samlingen bl.a. Den udødelige historie, i hvilken den rige théhandler mr. Clay uden held forsøger at forvandle en historie til virkelighed. Også i Storme sløres grænsen mellem kunsten og virkeligheden for den unge Malli, der pludselig tror, hun er, og ikke bare skal spille, Ariel fra Shakespeares Stormen. Den sødmefulde ironi, særligt udfoldet i beskrivelsen af den åndfulde teaterdirektør hr. Sørensen, ligger overalt lige under overfladen. Til forskel fra forrige udgave er substantivernes begyndelsesbogtav nu med lille, hvilket måske vil gøre nye generationer mindre fremmede overfor teksten