Vil du læse sammen med os?

04.09.19
Læsekredsene ved Greve Bibliotek mødes typisk en gang om måneden for at tale om månedens bog. Vil du læse med?

Hvis du savner inspiration til eller struktur på din læsning, tilbyder Greve Bibliotek en lang række læsekredse, hvor du sammen med din gruppe læser og taler dig igennem 6-8 bøger i løbet af efteråret og foråret.

Som medlem af en læsekreds vil du indgå i et fællesskab, hvor du kan dele dine læseoplevelser og få be- eller afkræftet nogle af dine egne iagttagelser igennem samtalen med dine holdkammerater, som måske er enige, forbavsede eller noget helt tredje. I læsekredsen vil I igennem jeres samtaler åbne bøgerne for hinanden, så man behøver ikke at ankomme med en afklaret mening om en bog: Her er plads til at lade sig forandre. Det er det, som litteraturen også kan.

Hvis du føler dig fristet præsenterer et udvalg af læsekredsene sig i forbindelse med Læsemessen lørdag d. 7. september 2019. Alternativt kan du læse mere om vores læsekredse, samt om hvordan du kommer i forbindelse med dem på vores hjemmeside.

God læselyst - alene eller i fælleskab.