Facaden ved indgangen til Karlslunde Bibliotek

Karlslunde Bibliotek lukket permanent fra 2023

21.11.22
Som følge af det budgetforlig, som Byrådet i Greve Kommune vedtog den 3. oktober 2022, lukkes Karlslunde Bibliotek fra 2023.

Det er en stor opgave at lukke et bibliotek, og bibliotekets ansatte er i fuld gang med at tilrettelægge arbejdet.  

Som låner vil man opleve færre materialer på hylderne, ligesom arbejdet med nedtagning af inventar så småt er i gang.  

Sidste åbningsdag på biblioteket er den 31. december 2022 indtil kl. 14.00  

Bibliotekets personale står som altid klar til at hjælpe og svare på spørgsmål i den bemandede åbningstid og på mail: greve@grevebib.dk. Du er også velkommen til at ringe til hovedbiblioteket i den betjente åbningstid på telefon 43 95 80 00

Herunder, finder du en liste med ofte stillede spørgsmål.

Hvad betyder det for mig som låner på Karlslunde Bibliotek?

Alle lånerprofiler med tilknytning til Karlslunde Bibliotek vil blive overflyttet til hovedbiblioteket (Greve Bibliotek) i Portalen, Hundige. Det betyder, at fra årsskiftet skal al afhentning, udlån og aflevering derfor ske på Greve Bibliotek. Ønsker du, at din profil skal tilknyttes Tune Bibliotek eller slettes helt, er du velkommen til at tage fat i personalet eller skrive til os på greve@grevebib.dk.

Hvad sker der med bøgerne?

En stor del af samlingen vil blive overført til Tune og Greve biblioteker, og indlemmet i samlingerne der. Derudover arbejdes der med muligheden for at donere dele af samlingen til relevante institutioner og foreninger. Resten kan købes på Karlslunde Bibliotek som en del af bogsalg på udvalgte datoer i december.   

Læs mere om bogsalget her

Hvad med de bøger jeg har lånt på Karlslunde Bibliotek, som først skal afleveres i 2023?

Det, du har lånt på Karlslunde Bibliotek, skal fra 1. januar 2023, afleveres på enten Tune eller Greve Bibliotek. Det er ikke muligt at aflevere i en postkasse eller lignende.

Hvorfor er der tomme hylder på Karlslunde Bibliotek selvom biblioteket ikke er lukket endnu? 

At lukke og tømme et bibliotek er en langstrakt proces, som må gøres i etaper. Derfor vil biblioteket indtil den 31. december, gradvist bliver mere og mere tømt.

Er der personale på Karlslunde Bibliotek mellem jul og nytår?

Nej, sidste dag med personalebetjening på Karlslunde Bibliotek er den 23. december.

Er der de samme tilbud på Greve og Tune biblioteker?

Ja, både Greve og Tune biblioteker tilbyder et stort og varieret bibliotekstilbud til Greve Kommunes borgere. Foruden stribevis af spændende arrangementer, kan du bl.a. låne bøger, spil, musik, film og meget mere fra bibliotekernes store samlinger. Vi tilbyder aviser fra ind og udland, it-cafeer og læsekredse mm. Du kan også invitere børnene med ind i børnebibliotekernes legende univers, der rummer tusindvis af fortællinger og kreative stunder for børn i alle aldre.

Læs mere her på hjemmesiden.