Hvor står bogen?

16.10.18
Kender du det? Du har søgt på bibliotekets hjemmeside og fundet lige præcis den bog du skal bruge - men hvor står den?

Når du har søgt efter materialer på bibliotekets hjemmeside, er du kun halvvejs igennem, når du har fundet materialet på hjemmesiden. Næste skridt handler om, hvordan du finder materialet på hylden. Hvis du er på biblioteket, mens vi ikke er her, så kommer her et par fif til dette.

Begynd med at klikke på titlen, på det materiale du gerne vil finde. Hvis det er en titel, som indeholder flere slags materialetyper (fx en lydbog og en papirbog), skal du også trykke på titlen på den type (fx lydbog eller papirbog), du gerne vil finde.

Materialets opstilling kan du se under den grønne overskrift "Hvor står materialet." Den kan fx se sådan ud:

Greve Bibliotek > Voksen Fag > 79.66 > Leth

Det betyder at du kan finde materialet

1) på Greve Bibliotek
2) i voksenafdelingen i det område hvor faglitteraturen står
3) på den reol hvor bøgerne med tallet 79 på ryggen står (rækken af tal går fra 0-90 og som regel i rækkefølge)
4) på den hylde hvor lige præcis bøgerne med 79.66 står, og efter forfatterens efternavn, L i det her tilfælde

Start med at være sikker på, at du befinder dig på det rigtige bibliotek. Noter derefter om materialet er i voksenafdelingen, i ungdomsafdelingen eller i børneafdelingen og endelig om det står blandt faglitteraturen, skønlitteraturen eller blandt film, spil og musik.

...og hvis du farer vild, så er du meget velkommen til at reservere materialet, så skal vi finde det frem til dig.