Billede af høretelefoner

Lyt til nyt - For dig, der elsker musik

27.01.21
Biblioteket køber løbende musik ind til samlingen - både cd'er og lp'er. Se og hør, hvad vi anbefaler netop nu.

Musikken vi anbefaler her, er ikke nødvendigvis det du finder på hitlisterne, men det musik der overrasker, provokerer, betager, behager og som vi synes er et lyt værdigt - nyt som gammelt.

Listen er ikke afgrænset til én bestemt genre. 
Der er noget for enhver smag og gode chancer for at du bliver inspireret og opdager ny musik.

Hør udvalgte numre på Greve Biblioteks Spotify.

Anna von Hausswolf - All Thoughts Fly: Den svenske organist og sanger udgiver her et instrumentalt album indspillet på kirkeorgel på en baggrund af ambient lydflader. Det er på én gang smukt, storladent, dragende og melankolsk.

Paul Mccartney - III: Pauls tredje "soloplade" forstået på den måde, at det er tredje udspil, hvor han har indspillet alle instrumenter selv.
Første gang i 1970, anden gang 1980 og nu i 2020, hvor Paul gik i hjemmestudiet mens der var lockdown i hele verden. 
Måske er stemmen ikke hvad den har været, men han viser her, at han stadig er en eminent sangskriver og musiker på trods af, at alderen nærmer sig 80.

Becoming - Soundtrack: Soundtrack til dokumentar på Netflix om Michelle Obama. Popvenlig big band jazz med den prisbelønnede saxofinist 
Kamasi Washington som komponist og arrangør i forgrunden. Lækkert, swingende og velspillet.

The Avalanches - We Will Always Love You: Australsk power DJ/producer duo altid med et væld af gæstestjerner på deres udgivelser. 
Dette er kun det tredje udspil på 20 år. Hør pladen fra start til slut da sangene overlapper hinanden og skaber en helhed der fungerer ret godt. 

Keminova Cowboys - Cirkus Danmark: Musikerkollektiv bestående af Michelle Birkeballe, Sonja Hald, Laura Mo, Ulvetimen, Hverdagens Helte og Telestjernen. Det er ægte jysk americana. Er du til eksempelvis Johnny Madsen o.lign bliver du ikke skuffet her. Døm selv i hyldesten til bandet Dalton, som Johnny Madsen jo netop er en del af.

Sturgill Simpson - Cuttin' Grass Vol. 1: En af de mest innovative og grænsesøgende musikere inden for country i dag, synes jeg. 
Bevæger sig inden for popcountry, outlaw country, akustisk country, americana og hans forrige plade havde sågar afstikkere til både disco og hård rock. Denne gang tager han fat i sit bagkatalog og giver udvalgte sange et bluegrass make-over. Yee-haw! 

Melody Gardot - Sunset in the Blue: Bossa nova klingende jazz med stort strygeorkester og det hele. Det er simpelthen så behagligt. 
Melody Gardot synger tilbagelænet og overskudsagtigt og lyden er fremragende. 
Indeholder både Melodys egne sange og klassikere. 

Peter Wangel - Omfartsvej: Peter Wangel laver iørefaldende electropop og har en meget markant baryton røst. Det minder utrolig meget om Nikolaj Nørlund, som pudsigt nok eller måske netop derfor, har produceret denne plade:-)

M. Ward - Think Of Spring: Den amerikanske singer/songwriter giver sig i kast med at genindspille/genfortolke Billie Hollidays "Lady in satin"
Det var Billies sidste plade, indspillet på et tidspunkt hvor hendes stemme var stærkt påvirket af et hårdt liv med sprut og stoffer.
M. Wards stemme er tør og guitaren skramler og man mærker stor kærlighed til og respekt for ophavet. 
Med denne plade får du serveret Billie Hollidays sange som du aldrig har hørt dem før.

BOBLERE:

Rumpistol
Falderebet

Materialer