Foto af Åsne Seierstad og bogen Afghanerne

Vi anbefaler: "Afghanerne"

23.03.23
Nuanceret og medrivende portræt af tre afghanere, der valgte hver sin vej efter Talebans overtagelse i 2021.

Den norske journalist Åsne Seierstad har interviewet tre afghanere med meget forskellige liv i det nuværende Taliban-styrede Afghanistan for at give et billede af, hvordan befolkningen oplever livet efter regimeskiftet i august 2021, da Taliban tog magten fra det USA-dominerede tilstræbt demokratiske styre.

I bogen møder vi den islamiske feminist Jamila, som er flygtet til Norge, og som blandt andet var en del af styret før kollapset i 2021. Vi møder den jurastuderende Ariana, som er født i 2001 og således ikke kender til andet end et land domineret af Vesten, særligt USA, og som jo har oplevet ret udfoldede rettigheder som pige og kvinde. Endelig møder vi også den store kommandant og talibankriger, Bashir, som egentlig er det største aktiv i bogen, da det naturligvis er særligt at komme helt tæt på en af "de onde islamister".

Åsne Seiersteds metode er at interviewe karaktererne i romanen for derefter at give liv til dem, helt uden at hun er til stede som fortæller. Det er de enkelte hovedpersoner, der fortæller, og det har en helt særlig medrivende effekt, hvor læseren kommer ret langt ind i hovedet på personerne. Bashirs bevæggrunde for at blive talibankriger er helt uafvendelige, ja, han fødes jo egentlig som Taliban, og modstanderne i den afghanske regering og ”de vestlige lande” er helt naturlige fjender.

Man kan måske tro at Ariana, der egentlig hjerteskærende er fan af Stranger Things og Justin Bieber, bare ønsker sig et vestligt demokrati, men nej, det er Åsne Seierstads helt store fortjeneste at hun belyser, at det vi i vesten måske ville kalde "de moderne kvinder" også tror på islam og egentlig langt hen ad vejen bare har en anden tolkning af Koranen, som kan retfærdiggøre deres mere frie livsstil.

Bogen belyser det frygtelige mørke, der sænker sig over landet for en stor del af befolkningen ved Talibans genkomst, men det er bogens store styrke at der ikke findes nogle enkle svar i bogen. Vi møder egentlig bare nogle skæbner, som vi kommer til at holde af, selv Bashir, og rives med af deres livskamp. Samtidig bliver vi klogere på Afghanistans historie og forskellige tolkninger af islam. Ved endt læsning er vi mere oplyste om emner, som burde have mere opmærksomhed hos en befolkning, der selv for nylig har deltaget i krigen i Afghanistan.

Materialer