Tema: Artificial Intelligence i litteraturen

15.05.23
Robotterne kommer! Hvad betyder det for os? Litteraturen giver et bud

På film har vi længe haft skrækscenarier om hvor galt det kan gå, når en Artificial Intelligence/kunstig intelligens (AI) tager over: Rumrejsen 2001, Alien, Terminator og Westworld blandt andre. Måske er det derfor, at vi på forhånd er en smule bekymrede, når vi hører om fx Chatbot GPT. Det er en intelligens, men den er fremmed for os, selvom vi selv har skabt den. Der er simpelthen så meget at tænke over og tale om, når det kommer til AI!

I denne artikel trækker jeg et par bøger frem, som har vinkler på, hvad AI kan være for noget, og hvordan vi interagerer med det. Og nederst er der en lang liste med bøger og film, som man kan kaste sig over.

Hvis du interesserer sig yderligere for emnet, vil jeg desuden varmt anbefale dig at lytte til afsnit 19 af Greve Biblioteks-podcast Lytteklub, som lige præcis handler om kunstig intelligens!

Kasper Hoff: Rygtet om hendes død

Hjerneforskeren Beate Nielsen er døende, og har i den anledning besluttet sig for at uploade sin personlighed, så hun kan leve videre efter døden. Hendes fremmedgjorte søn, Morten, er meget skeptisk overfor både moren og hendes projekt. For kan man overhovedet gemme et menneske i et program, og hvordan har man et mor/søn forhold til en maskine? Der er meget at tænke over, også for Morten, hvis forhold til moren ændrer sig til det bedre efter hendes død...

Læs mere om Rygtet om hendes død på Litteratursiden

Kazuo Ishiguro: Klara og solen

Klara er en Kunstig Ven - en type AI som man køber som ven til sit barn. Klara er meget observant og tænker meget over tingene, og det gør hende ret unik. Hun bliver Kunstig Ven for pigen Josie, som er alvorligt syg, og Klara sætter sig for at redde Josie. Det er en fin og tankevækkende bog om relationer, og om hvad det egentlig er at være menneske og hvad der gør, at man er menneskelig.

Læs mere om Klara og solen på Litteratursiden

Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026

Her er AI'en internettet, som har udviklet bevidsthed, og nu rydder op i alt det, det skønner er unødvendigt at have adgang til online; musik for eksempel... Bogen er måske mere en novellesamling, for vi følger forskellige mennesker, der på den ene eller anden måde påvirkes af det der sker. Det er en ret dyster fortælling, som giver stof til eftertanke.

Læs mere om April 2026 på Litteratursiden

Materialer