Foto: Ole Frederiksen / Ritzau Scanpix

September måneds digt

06.09.21
September måneds digt summer på en lidt søvnig måde over bevidstheden hos nogle små trippende fugledyr. Det er skrevet af Thorkild Bjørnvig, aktuel med filmatiseringen af "Pagten".

September måneds digt har et lettere landligt islæt. Thorkild Bjørnvig (1918 - 2004) vil nogle kende fra hans bog “Pagten” om hans venskab med Karen Blixen, der for nyligt er filmatiseret. 

Agerhøns

Der lyder en hjertegribende pippen i mørgenmørket,
halvvoksne agerhøns flokkes på bakken: En kort stund deres
med mørke øjne sorte som sort vand i halvmørket -
hvad mon de klukker de fuglesøskende små?
Et sprog må det være siden det rører mit hjerte
så ømt omtrent som den nøgne huds membran blir berørt af
min elskedes øjenvipper.

Bevidsthedens tærskel synker
og lige over den ser jeg græsser og skærmblomster vandre
forbi og i øjenhøjde, ser blågrå halse og fjerenes strå
med stråler og egebladsvissent brunt i fanen
rodfæstet i deres løbende jordkroppe, dugges
og mens de ransager bakken og pikker larver og frø
vokser den bløde klukkens Jordrunding ud over himlen.

*

I dagligdagssproget er hønen et dyr, vi antager er rimelig småt begavet. I Bjørnvigs digt betragter vi dog nogle agerhøns, som ved nærmere inspektion virker vidende, næsten uhyggelige (“mørke øjne sorte som sort vand i halvmørket”). Digteren mystificerer dem, han lader sågar til sig at hygge sig med det. Han spekulerer om deres bevidsthed, deres lyde “må være et sprog”, som om der er noget vågent i naturen. Siden hen beskæftiger han sig med synet af dem henne på bakketoppen, hvor deres flakkende farver flyder sammen med bevoksningen. Det er som om de glider tilbage ind i naturen, inden sidste linje binder en sløjfe på det hele.

På en måde er dette digt lidt af en banalitet, men der er alligevel noget i det, der finder nåde for mit hjerte. I vores moderne, relativt affortryllede verden, er der fra tid til anden digtere, der tager opgaven på sig at søge efter små huller i virkeligheden, der kan søge tilbage ind i det mystiske. I dette digt fungerer undren omkring agerhønsene som indgangen til en større, næsten kosmisk undren - er der en anden intelligens til stede i verden end menneskets? I hvert fald får vi som læsere del i en fintfølende og afprøvende undren, der prikker lidt til overfladen af en kosmisk undren, som fugle der leder efter mad i den tørre sensommerjord.

Tags
Materialer