Person sidder sammenkrummet op ad væg med ansigtet gemt
Billede af Wokandapix fra Pixabay

Samfundskritiske stemmer

29.11.20
Vi har samlet en række stærke og vedkommende samfundskritiske bøger fra forskellige steder i verden til inspiration for din næste gode læseoplevelse.

Samfundskritisk litteratur er ofte flertydig og kan indeholde mange stemmer og perspektiver på den tilværelse og det samfundsliv, som vi alle har tilfælles, men som vi kan have vidt forskellige udgangspunkter for at deltage i. Ulighed, 'os og dem' og tabuiseringer kan være svære emner at tale om, men god litteratur kan skildre de sider af samfundet og den type af erfaringer, som strømmen af nyheder og dagligsdags tale ofte kun kan berøre kortvarigt.

Unge grønlandske forfattere

Grønland er det sted i verden, som har den højeste selvmordsrate, samtidig er det en tidligere dansk koloni, og det er begge emner, der ofte behandles i nyere grønlandsk litteratur og i samfundsdebatten i øvrigt. I Niviaq Korneliussens roman Blomsterdalen følger vi en ung studerende, der flytter til Danmark, springer ud som lesbisk og begynder på antropologistudiet. Læseren får dermed et godt indblik i forrskellene i mødet mellem en grønlandsk og en dansk ungdomskultur. 

Sørine Steenholdt har med sin novellesamling Zombieland ikke skrevet en bog om zombier i traditionel forstand, men om udsatte mennesker, voldtægter, hashmisbrug, ildebrande og selvmord. Novellerne giver stemme til den grønlanske underklasses barske liv, og bogen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Den er voldsom og enormt velskrevet.

Istanbuls bordelkvarterer

Elif Shafaks 10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden er historien om sexarbejderen Leilas liv. Fra dødslejet i en affaldscontainer i Istanbul fortælles i glimt om et liv i bordeller, en udstødelse fra familien og venskabet med andre underdogs og migranter, der bliver Leilas anden familie. En gribende og vedkommende roman om de usynlige, udsatte og misbrugte liv, der leves omkring Europas grænse.

Kinesisk samfundssatire

Hua Yus samfundssatiriske roman Brødre er noget anderledes og væsentligt mere grovkornet og satirisk, men den er også meget samfundskritisk og bearbejder tiden efter Kulturrevolutionen med alle dens fatale følger. Der er masser af beskrivelser af sex og afføring og af, hvordan den hurtigtvoksende økonomi forandrer livet i Kina. 

Frankrig i opløsning

Éduard Louis har med romanen Hvem slog min far ihjel?, der er en selvstændig efterfølger til debuten Færdig med Eddy Bellegueule, skrevet en skarp og rørende kritik af, hvordan den franske stat og det franske samfund er med til at forme de liv, der leves på bunden. Og hvis du er til mere fransk samfundskritik, kan du også kaste dig over den kontroversielle forfatter Michel Houellebecqs Serotonin, hvor særligt en radikalisering af de franske bønder viser en desperat kamp for at holde sammen på noget, der er i fuld opløsning.

God læselyst!

Oprindeligt skrevet af Rasmus Riiskjær, eReolen.

Materialer