På bibliotekarens natbord

28.08.19
... ligger der som oftest børne- og ungdomsbøger

Som børnebibliotekar mener jeg det er vigtigt, jeg selv har læst de bøger jeg gerne vil formidle til børnene i Greve. For mig, gør det formidlingen autentisk og jeg kan snakke med om indhold og hovedpersoner på lige fod med både børn og unge. Og heldigvis udkommer der rigtigt mange helt fantastiske bøger til børnebiblioteket.

I øjeblikket er jeg i gang med en ungdomsbog: Jeg er faret vild af Gayle Forman. Bogen følger tre unge, der hver især står ved en skillevej i deres liv og ikke er sikre på den rette vej: den semi-berømte Freya har mistet sin sangstemme, Harum er bange for at fortælle sin familie, han er homoseksuel og Nathaniel har forladt sin far. En ulykke i Central Park i New York bringer de tre unge sammen og venskab opstår.
Bogen er hurtigt læst, for man fængsles af de tre unges skæbner og man vil hurtigt videre i historien.
Forfatteren er også kendt for sin bog: Hvis jeg bliver, som blev filmatiseret.

Hver eneste aften står også i Kaptajn Underhylers tegn. Min fem-årige datter er vild med bøgerne om Jimmy Dahl og Otto Fisker og deres rektor Hr. Knold. Heldigvis synes både hendes far og jeg også at bøgerne er en fest at læse!

Når vi engang imellem har brug for noget andet end spasmageri finder vi fagbøgerne frem. P.t. læser vi om mariehøner og har fundet ud af, at de kan sprøjte gul gift ud af deres knæ!

 

 

Materialer