Sylvia Plath
Foto: Scanpix

Oktober digt

04.10.21
Oktober måneds digt er af Sylvia Plath og hedder 'Valmuer i oktober'.

Oktober måneds digt er af Sylvia Plath (1932 - 1963), og er selvfølgelig valgt på grund af sin titel, men også bare fordi det er virkelig, virkelig fedt. Det er oversat af Peter Laugesen, og kan læses i bogen 'Ariel - Den oprindelige udgave'.

Valmuer i Oktober

til Helder og Suzette Macedo

Selv solsikkerne her til morgen kan ikke fremvise sådanne skørter.
Heller ikke kvinden i ambulancen
Hvis røde hjerte blomstrer så forbavsende gennem hendes frakke -

En gave, en kærlighedsgave
Helt uden at have bedt om det
Fra en himmel

Der blegt og flammende
Antænder sine kulilter, af øjne
Sløvet til standsning under bowlerhatte.

Å min Gud, hvad er jeg
Siden disse sene munde skulle græde åbne
I en skov af frost, i et gry af kornblomster!

*

Digtet tager udgangspunkt i valmuen som et motiv. Men i stedet for at bruge en masse energi på at beskrive blomsten eller besjæle den, bruger Plath planten som en slags generator for visuelle associationer, som hun kan poetisere: Valmuens blade forestilles som skørter, dens farve som blodet fra en kvinde i en ambulance. Det er et digt, der tegner et billede af en åben sensitivitet over for verden. Men hvordan gør man så det?

Digtet fungerer ved at sammenbringe. Disse forskellige billeder, som valmuen lader digteren komme i tanke om, har også forskellige niveauer af alvor. Alligevel påtales de i samme vurderende, men også lettere distraherede stemmeleje. Læg mærke til, hvordan der formuleres en undrende forbindelse mellem den ene og den anden observation (“Å min Gud, hvad er jeg / Siden disse sene munde…”), uden at det kan afgøres, hvad forbindelsen er.

Nogle steder kan man læse, at den slags vaghed (eller rettere uafgørlighed) i et digt giver os mulighed for at lave vores egne fortolkninger, eller endnu værre “selv digte med”. Den køber jeg ikke. Ligesom en pause i et musiknummer, der jo ikke er lagt ind for at lytteren skal fylde den ud med sine egne melodier, er en uforløst poetisk spænding ikke til for at læseren skal lappe på den. Hvis digtet formidler en usikkerhed og en undren, så er det fordi vi skal opholde os ved den, føle den og måske genkende følelsen fra vores egne grublerier.

Den poetiske spænding er vigtig, fordi den gør digtets univers uroligt, dirrende og tillokkende. Hos Plath føles billderne fjerne og lette, men også påtrængende og vigtige. Verden er frisk og mærkelig og sårbar, er det ikke sådan det skal føles at være i live?

Tags
Materialer