Nye læseklubber på Greve Bibliotek

08.06.17
Kan du lide at læse gode bøger, og vil du gerne have en god debat i herligt fællesskab med andre, så har vi et fantastisk tilbud

Læseklubberne på bibliotekerne i Greve er vældig populære og efterspurgte. Vi sætter derfor nye hold i gang til september 2017, så Greves Læseheste kan stimle sammen og få gode snakke om bøgerne.

Vælg mellem fire læseklubber
”Vi starter fire forskellige klubber. Jeg har valgt bøgerne i de to Tema Læseklubber ”Nordiske Pletskud”, - 8  nordiske romaner, og ”Store Amerikanere”, - 8 romaner af kendte amerikanske forfattere”, siger Grete Holm, kontaktperson på læseklubberne.

Vi starter også Kør-Selv-Læseklubber, hvor medlemmerne selv bestemmer bøgerne.

Endelig prøver vi noget helt nyt, nemlig Fagbogs Læseklubben ”Tænkepauser”- Viden til hverdagen. På det hold læses 4 fagbøger, skrevet af topforskere fra Aarhus Universitet. De skriver om deres forskning i et lettilgængeligt og forståeligt sprog. Temaerne er almengyldige og kan diskuteres af alle. Bøgerne er ikke voldsomt store, hver bog er på ca. 60 sider, så alle kan nå at få dem læst.

Medlemsfordele og tilmelding
Fælles for læseklubberne er, at de er gratis, bøgerne kan lånes i 6 uger, og som særlig medlemsfordel får du 50% rabat på Greve Biblioteks litteraturforedrag. Holdene kan mødes på bibliotekerne i Greve, Karlslunde og Tune i åbningstiden.

Du kan allerede nu melde dig til en af læseklubberne og til introduktionsaftenen tirsdag den 19. september kl. 19-ca.20.30. Her serverer Grete et glas vin og lidt sødt, mens hun fortæller om klubberne, giver gode råd til diskussionerne og udleverer første bog. 

Vil du deltage i en af ovenstående læseklubber, skal du tilmelde dig til Grete på mail: ghn@grevebib.dk eller på tlf. 43958000 
Ønsker du yderligere informationer er du altid velkommen til at kontakte Grete.

Karlslunde Bogcafé
Hold også øje med Bogcaféen i Karlslunde som fra efteråret 2017 tilbyder læseklub for de 30-40 årige og hvor du kan være med til at bestemme indholdet.
Følg allerede nu Karlslunde Bogcafé på Facebook, kom med kommentarer og vær klar til sæsonen starter.

Tags