Novemberdigt: Henrik Nordbrandt

Et langt mindre muggent og (helt ærligt; dovent) efterårsdigt er Nordbrandts fænomenale digt “det er ikke frugttræerne” fra hans markante digtsamling SYVSOVERNE fra 1969:

det er ikke frugtræerne

det er ikke frugttræerne i støvregnen
   som gør dig trist, og heller ikke
det at haveredskaberne på den våde plæne
   har fået lov at blive liggende.

at efteråret er melankolsk, det ved du
   men hvem kan trods alt iagttage
et blodbøgeblad som strejfer en hemmelig
   sen og først da synlig synlig solstråle

uden samtidig at få øje på spånkurvene
   som rådne og halvt sammenfaldne
synes at antyde en eller andens fravær
   eller længe ventede, snarlige komme.

***

Digtet er i dialog, kan man sige, med en amerikansk tradition, der hedder Imagismen, hvor det handler om at beskrive ting i verden med sådan en Haiku-agtig enkelhed. 

Nordbrandts digt kunne godt have været Imagistisk og enkelt, men giver sig alligevel til at diskutere lidt mere med billedet. Prøv at læg mærke til, hvordan blikket vandrer fra genstand til genstand, og hvordan vi lige så stille får henledt opmærksomheden på den ensomhed, som jo i virkeligheden var det det hele handlede om. 

Det er virkelig godt! Hør hvor mildt og diskret et toneleje der tales i - og hvor nådesløst han så alligevel borer i den her følelse af forladthed. Det der vemodige halvsmil, håb og fortvivlelse i ét!

Og er det, spørger jeg så, er det ikke netop dét, efteråret fylder os med? En lavmælt, intim længsel, og et spinkelt håb om nye begyndelser, vi knap tør tro på.