Marts måneds digt

Til marts har jeg valgt et ultrakort digt fra Duncan Wiese, som er født i 1991. Wiese debuterede i 2019 med Tityrus, som er en digtsamling, der samler tråden op fra de gamle hyrdedigte, eller pastoraler, som det hedder. Hovedpersonen Tityrus er en slags antik hyrdedreng, der kæmper en vemodig kamp for at finde en plads i en moderne verden. Her er et lille snapshot:

SKJORTERNE
af Duncan Wiese

Skjorterne hænger på bøjler i vinduet
spøgelser af dagene der er gået
varsler om det der vil komme

Dette lillebitte digt er tæskeimponerende for mig. Det er som om, at digteren, ved at fange hverdagsskjorten der, som den hænger og slasker uden en krop i, kan hapse den tomme plads og fylde den med uhygge ("spøgelser"/"varsler") men også alle de følelser, minder, længsler, angst og kedsomhed, der hører dagligdagen til. Det er som om billedet lader os se vores hverdag udefra. Især er det fedt, den måde billedet både peger bagud og fremad i tid ("dage, der er gået" / "det der vil komme"). Det kan næsten give én fornemmelsen af bare at være en tomt rør eller en tunnel, som dagene og alle deres begivenheder passerer gennem.

Et fornemt eksempel på, hvordan vi, med et enkelt men velplaceret poetisk hug, kan slå hul på selv den mest hverdagsagtige genstand.