Månedens digt

nytaar

- i aarets gule blomst

over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende taare -
højt højt langs sprøde stængler
draaber klamrende
rinder mod oceanets glemsel -
naar hver eneste taare har rundet,
vil jorden rejse sig af badet
med rædselens dønning over sin skulder
som en slagtet dumhed -
naar unødvendighedens potte er fuld,
vil jorden være uden hukommelse,
og med det væsentlige
som et vulkanskt udbrud på sit hoved -
i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten
som sol -
og fra den skal en 17-aarig
tigge virkelighedens draabe –

"nytaar" er oversat fra svensk og findes i digtsamlingen "Solens finns".

Gustaf Munch-Petersen, 18. februar 1912 – 2. april 1938, var dansk forfatter og maler. Han skrev surrealistiske prosadigte, der var banebrydende i lyrikken, og som har påvirket flere forfattere. Hans digt det underste land fra digtsamlingen af samme navn er medtaget i Kulturkanonen.

Gustaf Munch-Petersen voksede op i et velstillet og liberalt hjem som søn af Valfrid Palmgren, svenskfødt lektor i svensk ved Københavns Universitet, og Jon Julius Munch-Petersen, professor i ingeniørvidenskab ved Polyteknisk Læreanstalt. Han blev student i 1930 og påbegyndte flere akademiske uddannelser, der dog ikke kunne fastholde hans interesse.

I stedet koncentrerede han sig med støtte af forældrene om kunst og digtning, og han debuterede med bogen det nøgne menneske i 1932. Han fik ligeledes udstillet malerier på flere udstillinger. I 1935 flyttede han til Bornholm, hvor han i 1936 blev gift med keramikeren Lisbeth Hjorth. I 1937 meldte han sig frivilligt på Folkefrontens side i Den spanske borgerkrig, hvor han faldt i kamp året efter.

Læs mere om Gustaf Munch-Petersen på forfatterweb.dk