Læsernes Bogpris 2019, del 2

12.03.19
I går begyndte afstemningen om Læsernes Bogpris 2019. Stem på din favorit og læs vores anbefalinger af bøgerne.

Prisen på 100.000 kr uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i tæt samarbejde med de danske folkebiblioteker, bibliotek.dk og litteratursiden.dk, men det er din stemme, der er med til at afgøre valget. 
Du kan stemme til og med 7. april. Vinderen afsløres ved Danmarks Biblioteksforenings årsmøde den 12. april 2019.

Stem her

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal stemme eller vil have inspiration til din næste læseoplevelse, fremhæver Greve Bibliotek hver dag resten af ugen, to af de nominerede bøger. 

De næste to bøger på årets liste er henholdsvis en digtsamling og en roman:

Lone Hørslev: "Dagene er data". Rosinante.

"Alt er data, dette digt er data, dagene er data og dagen."

Sådan indleder Lone Hørslev sin digtsamling "Dagene er data", som netop kredser om det faktum, at, ja, alt er data. Livet og døden - og det midt i mellem. Det er dette liv og dets data, som digtene kommer omkring; selv når der ikke sker noget:

"Undskyld mig, men hvad sker der?
Der sker jo ikke en skid, så
hold nu op med at tjekke hele tiden."

Digtsamlingen suppleres af tegningerne af den danske billedkunstner Julie Nord.

Thomas Korsgaard: "En dag vil vi grine af det". Lindhardt og Ringhof.
Måske kender du allerede lidt til "En dag vil vi grine af det", for i romanen følger vi Tue, som vi blev præsenteret for i Thomas Korsgaards debutroman, "Hvis der skulle komme et menneske forbi".

Der er ikke ret meget der er ændret: Tue bor stadig med sin dysfunktionelle familie på en gård ret langt ud på landet, og der er stadig ikke ret meget at grine af i Tues liv. Mistrivsel på alle leder og kanter og psykisk og fysisk vold når frustrationerne skal ud.

Materialer