Slåen ved stranden i Hundige
Foto af slåen, som vi så på turen

Kan digte sige noget om natursynet gennem tiden?

24.09.21
På den litterære vandring i går var fokus på natursynet i danske digte gennem tiden, og deltagerne fik læst digte op, der belyste en tydelig ændring af det.

I digte er naturen ofte forbundet med at finde fred og være i kontakt med noget større. Men efterhånden som vi oplever en større og større klimakrise og biodiversiteten i naturen falder, beskrives også en konflikt mellem menneske og natur, hvor de to ikke er i fred med hinanden.

Under den netop afholdte litterære vandring i ustadig vejr gik turen til stranden fra Greve Bibliotek og undervejs var der pauser, hvor jeg læste op fra digte, der udtrykte stor begejstring og menneskelig samhørighed med den store natur. Vi lagde således ud med den store romantiske digter Schack Staffeldt og digtet 'Indvielsen', hvor hovedpersonen oplever en religiøs samklang med naturen.

Sidenhen læste jeg også op fra to digte af den filmaktuelle digter Thorkild Bjørnvig. Først 'September' fra Landskabsbilleder fra 1947, hvor de sidste to strofer lyder: 

Denne sjældne 
Ligevægtstime,
som usøgt kommer
er Taalmodsgaven.
Se, Luften er hævet
af Solnedgangen
og svæver gyldent 
højt over haven. 

De fire vinde
er endelig samlet.
Hvor fjærne Træer
Kronerne breder,
hvor solen daler,
hviler de ud
som store Fugle
i høje Reder. 

Sidenhen bliver det mere foruroligende, forurening er blevet noget man taler om og noget, der også påvirker den nu noget ældre digter, i 1975, hvor det i digtsamlingen 'Delfinen' fra 1975 i digtet 'Træerne i byen' blandt andet lyder: 

Men ét står fast, 
at når de sidste træer i de store byer er ryddet
af hensyn til hvad: Ligegyldigt,
så er også den sidste sang sunget,
bølgeslag, træsusen længst blevet lydbånd,
naturen tv-billed og drøm
skygger af paradis, skygger i Hades....

Siden hen bevægede vi os i vandringen i digtningen også frem i tiden, over 'Sommerfugledalen' af Inger Christensen fra 1991 og afsluttede med to tekster fra 2018.

Af disse to skal her fremdrages et stykke fra Nanna Storr-Hansens digtsamling 'Mimosa', som beskriver den naturlige alarmisme i den nutdige økodigtning, hvor der dog er et ønske og endda anes et håb på en opløsning mellem den menneskelige krop og naturen, som egentlig, på en måde, kan siges at række tilbage mod den romantiske panteistiske digtning i 1800 tallet.
Det skyldes jo nok at digteren ikke kan udholde at der ikke er noget håb, og bliver nødt til at give sig hen til det der nu må komme, hvor slemt det end er: 

Huden mit største
organ
med det indoptager jeg
alt
jeg glider ind gennem
skovens planter
på en lille tur
gnider huden op ad
skovens planter
sølvgran
sølvgran
tror ikke de vil det
tror ikke de vil mig
ved ikke kan ikke høre det

Således opmuntret sluttede et par hyggelige, sansende timer i naturen med vandring og oplæsning på syv forskellige stop på vej til og tilbage fra stranden med udgangspunkt fra biblioteket i Hundige. 

Vi fortsætter de litterære vandringer med forskellige temaer, så hold øje her på hjemmesiden eller på facebook for tidspunkter, hvis det er noget for dig at deltage i. 

Herunder kan I se de fleste af de digtsamlinger (dog også en novellesamling), der var med i rygsækken. Og den sidste bog af Erik Skyum-Nielsen er god, hvis du gerne vil blive klogere på emnet:

Materialer