Molly Balsby
Foto: Forlaget Basilisk

Juli digt - Molly Balsby

05.07.21
Hvis du er lidt ved siden af dig selv i sommervarmen, så læs Juli måneds digt.

Digtet er skrevet af Molly Balsby (f. 1993), og er fra hendes debut ”Ponyprivilegiet” fra 2018:

Dagens salving om morgenen foran spejlet,
fed mandelolie fra en dybblå flakon.
Ikke ligne sig selv mere eller mindre
end i går.
Jeg må bære min krop ydmygt gennem verden,
stå under pavillionens globus,
stå under andre planeter.
Der er de mindste æbler på træet.
Der er den største vilje hos dem, der er blevet forladt.
Men venner, her er et råd fra håbets lille hårbold:
I kan måle noget meget højt ved at måle dets skygge på det tidspunkt,
hvor jeres skygger er lige så lange som jer selv.
Det er på det tidspunkt, at I og solen forstår hinanden.

Digtet her er et helt glimrende eksempel på hvordan vores samtids digtere arbejder med forholdet mellem selvet og naturen. På den ene side morgenens make up-seance og et flygtigt nævnt break-up, men også planeter, æbler, sol og skygge. Egentlig trækker det jo tråde tilbage til romantikken i 1800-tallet og alt det der. Men hos Balsby og hendes generation er romantikkens stakåndede religiøsitet afløst af et langt mere usikkert og utrygt verdensbillede. Derfor er det også så eminent, hvordan det i dette digt lykkes Balsby at skildre viljen til at holde sammen på sig selv, på følelsen af håb, kontrol og værdighed, alt imens hun bibeholder sin selvironisk distancerede humor.

Det nære gentages i det fjerne (globussen rimer så fint på planeterne!) og skyggen er noget man har til fælles med alle verdens genstande – selv de højeste tårne eller træer. Digtet viser en vilje (og vej!) til at forbinde sig med verden gennem tanken. Tak for det.

Tags
Materialer