Foto af en ny og en gammel sko ved siden af hinanden

Fokus på sociale forskelle

26.10.21
I anledning af udgivelsen af Morten Papes nye roman i 'Amager-trilogien' 'I ruiner' har jeg lavet en lille liste over nyere danske romaner, hvor der ligeledes er fokus på sociale forskelle.

Jeg synes at fornemme at der er en stigende fokus på at Danmark stadig og i stigende grad er opdelt i sociale klasser, hvor indbyggere i sociale boligområder og "udkantsdanmark" har helt andre livsbetingelser end fx indbyggere i de nordsjællandske kommuner og indkomsttunge "ghettoer" i de store byer. Det er der forskellige undersøgelser af indkomstforhold og osv., der peger på og lige for tiden forsøger politikerne også at få rettet op på mulighederne for at ikke så velhavende kan få boliger i København. 

Indenfor den danske skønlitteratur har Peder Frederik Jensen i 'Det Danmark du kender' sat fokus på hvordan bistandsklienter i et område af 'udkantsdanmark', Lolland, er låst fast i familiens gentagelsesmønstre. Noget som også Thomas Korsgaard i sin populære serie om Tue, der startede med 'Hvis der skulle komme et menneske forbi', havde fokus på - bare i nordvestjylland. 

Sidste år udkom også den helt fremragende 'Penge på lommen', første del af septologien 'Scandinavian Star' af Asta Olivia Nordenhof, som på mange måder er en lang skrift imod kapitalsmens bagsider, blandt andet økonomisk gevinst på andres ulykke. Vi venter for i øvrigt spændt på næste bind i syvbinds værket, som synes lidt forsinket? 

Morten Pape har i sin 'Amager-trilogi' i de to forrige i den serie: 'Planen' og 'Guds bedste børn' haft blikket på de sociale boligområder, "ghettoer", hvor lave indkomster kan siges at bidrage kraftigt til integrationsproblemer og had mellem etniske grupper.

I den sidste roman i trilogien: 'I ruiner', som netop er udkommet, følger vi en families deroute pga. Amagerbank krakket i 2011. Forfatteren vil helt tydeligt fortælle noget om at den sociale ulighed og at kapitalismens indbyggede økonomisk berigelse på bekostning af andre, har store konsekvenser, også for vores nutidige danske samfund. 

Herunder de nævnte romantitler, og lidt flere, som også kan siges at høre til i kategorien: Fokus på sociale forskelle. De to sidse titler har også klimakrisen og totalitære systemer som styrende emner. 

Materialer