Februar måneds digt

MIDVINTER
af Tomas Tranströmer

Et blåt skær
strømmer ud fra mit tøj.
Midvinter.
Klirrende tamburiner af is.
Jeg lukker øjnene.
Der er en lydløs verden
der er en sprække
hvor døde
smugles over grænsen.

(fra samlingen Sørgegondolen, 1996)

Tomas Tranströmer (1931 - 2015) var psykolog og pianist, og tilmed en af de fedeste digtere fra Skandinavien, hvilket i 2011 skaffede ham intet mindre end Nobelprisen i Litteratur. Digtet Midvinter er månedens digt i Februar og er et karakteristisk Tranströmer-digt, med stilfærdige naturbilleder tilsat en smagfuld og lavmælt mystik.

Men hvad er meningen med de her vinterbilleder? Og hvad i himlens foregår der med de døde til sidst i digtet?

Vi kender vist alle vinterens udmattende, dødssyge side - kulden, mørket og stilstanden. Men det lykkes Tranströmer at sætte ord på det, der er sanseligt fantastisk ved vinteren. Genskinnet fra den hvide jord og de sprøde lyde og teksturer af is og sne beskrives med fantasifulde billeder, som instrumenter og blåligt glødende tøj. Vinteren er ikke bare død og træls, den er også en rigdom af indtryk! Dét er en af poesiens kerneopgaver - at gøre det røvsyge spillevende.

Men hvad med den her "lydløse verden" og "de døde" der "smugles over grænsen"? Hvad skal det overnaturlige stads til for?

Hellere end at begynde at fortolke det religiøst f.eks., tror jeg det vigtigste er det indtryk og de følelser, som sådan et billede vækker. Tænk på kontrasten mellem de farverige, spillevende vinterbilleder, og så den indre, mystiske verden, som jeget ser for sine lukkede øjne. På den måde tegner digtet et imponerende billede af den hårfine balance mellem det indre rum med følelser og fornemmelser, og den verden, vi går rundt og sanser i.