
De nominerede værker til Montanas Litteraturpris
Dagbladet Information har i dag offentliggjort de otte nominerede værker og skriver at de snildt kunne have nomineret 30, men blev nødt til at holde det på otte.
Her Dagbladet Informations korte beskrivelser af de otte værker og hvorfor de er nominerede:
"Således er i år eksempelvis det kulturhistoriske mammutværk Grov konfækt: Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73 om trykkefrihedsårene 1770-73 af Frederik Stjernfelt, Ulrik Langen og Henrik Horstbøll nomineret til prisen, fordi værket i en kombination af de tre professorers faglighed giver os et nyt blik på offentlighed og ytringsfrihed i 1700-tallet, samtidig med at værket rækker langt ind i vores tid.
Det samme gælder historikeren Pernille Ipsens bemærkelsesværdige, dokumentariske bog Et åbent øjeblik, som forener forfatterens egen familiehistorie med en fortælling om rødstrømpernes kvindekamp og en refleksion over muligheden for radikal samfundsforandring.
Med Halfdan Piskets Døden er det ligeledes også første gang, at en tegneserie nomineres til prisen.
Nybrud finder også sted inden for de nominerede prosaværker. Ida Marie Hedes roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? kaldes af Sophie Wennerscheid for »et postfeministisk manifest for det uforudsigelige«, samtidig med at forfatteren giver trenden i dansk litteratur til at skrive om graviditet, moderskab og kærlighedens umulighed en helt ny retning.
Hans Otto Jørgensen afsøger i romanen Dead man walking endnu en gang sin egen families historie, som er intimt forbundet med historien om det danske landbrugs skæbne i det tyvende århundrede, men det velkendte greb gør han her på en helt ny og radikal måde.
Det hele ligger i formen.
Nærmest eksemplarisk for evnen til at skabe nyt ud af det samme er også Solvej Balles to romaner fra i år, Om udregning af rumfang I + II, der er nomineret som en enhed. Hovedpersonen Tara hænger til forskel fra resten af verden fast i den samme novemberdag, der gentages hver morgen, hun vågner. Forfatterens fornyelse gælder ikke bare i den enkelte roman, men også i skiftet fra første til andet bind, hvor Balle fornyer hele det projekt, der i første bind godt kunne tendere mod at blive monotont og klaustrofobisk, og skaber en helt ny retning for romanen.
Ligeledes eksemplarisk er Shadi Angelina Bazeghis digtsamling Flowmatic, hvor – som Kamilla Löfström skriver – værkets dybt originale idé er at sprogliggøre krig ved at henvise til et sprog, der er opstået ud af desperation over en krigs helt konkrete døde menneskekroppe – og betragter man bogen »som en krop, en tekstkrop, er den også sprængt i stykker«.
Og endelig kaster grønlandske Niviaq Korneliussen i sin roman Blomsterdalen et helt nyt og originalt perspektiv på grønlandsk identitet og selvmordskultur."
Om Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris blev indstiftet i 2006 af Dagbladet Information. Prisen er sponseret af møbelvirksomheden Montana og er på 100.000 kroner.
Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger, biografier og tegneserier.
Komiteen der udvælger bøger og udpeger modtager af prisen består af: Kamilla Löfström, Tue Andersen Nexø, Bodil Skovgaard Nielsen, Erik Skyum-Nielsen, Lone Nikolajsen, Anita Brask Rasmussen, Sophie Wennerscheid og Matthias Wivel.