Anita viser bogen "Jordboerne" frem

Bibliotekaren anbefaler... Jordboerne af Sayaka Murata

02.02.22
Hvis du skal læse noget der ikke minder om ret meget andet, hvor du bliver suget ind i en historie og hvirvlet rundt mellem medfølelse, forståelse og væmmelse – så er Jordboerne lige noget for dig.

Natsuki lever et svært barndomsliv, hvor hun forsøger at leve op til det der forventes af hende. Det er imidlertid en umulig opgave, og derfor glæder hun sig usigeligt til at se sin yndlingsfætter Yuu hver sommer i Bedstemoderens hus højt oppe i bjergene. Yuu tror nemlig også at han er et rumvæsen.

Efter en uheldig hændelse mellem de to som halvstore børn, er Natsuki stort set overvåget indtil hun i starten af 30´erne indgår ægteskab, udelukkende for at være i fred fra familiens og samfundets forventninger. Her lever hun og manden sammen, hver for sig, i bedste velgående, indtil de igen konfronteres med samfundets forventninger.

Så bliver handlingen mere og mere bizar, og det er her man som læser næsten ikke tror sine egne øjne.

Sayaka Murata har en skrivestil der er letlæselig men alligevel meget udtryksfuld, så man får billeder på nethinden for evigt. Man suser igennem bogen som en vild karruseltur, med alt hvad dertil hører.

Læs den før din nabo!

Materialer