Foto af iPad, hvor der på eRolen er fundet romanen Hvor lyset er

Bibliotekaren anbefaler... Hvor lyset er

02.02.21
Den er skrevet af Malene Ravn og er en afbalanceret, medrivende rejse gennem et spændende kunstnerisk, konfliktfyldt liv. Du kan møde Malene Ravn livestreamet fra biblioteket d. 9. marts!

Malene Ravn skriver i 'Hvor lyset er' historien om sin mands oldefar kunstmaleren Carl Fischer. Det er en dramatisk historie om sorg, svigt, egoisme, kærlighed og afsavn, der som sagt tager afsæt i virkelighedens Carl Fischer og hans hustru Ely, sønnen Hans mv. Selvfølgelig dramatiserer Malene Ravn den familie-historie, som hun, som dygtig forfatter til blandt andet romanen 'I dine øjne' evner flot, men det virker også som om hun holder sig meget til det faktuelle, som hun har researchet sig til.

I første del af romanen følger vi drengen Carl, der har en omtumlet opvækst i Vejle, hvor hans mor dør, kort tid efter at hun er blevet skilt fra Carls far, der er utro. Efter et ophold hos bedsteforældrene i Vejle, henter Carls far ham til København, hvor resten af hans livshistorie foregår.

Carl Fischer er en kunstnersjæl og får, på trods af massiv modstand fra sin far, en malerkarriere, hvor mødet med den yngre kvinde Ely, der smukt skildres som hans sjæleven og muse, får ham helt på rette spor.

Ely tager herfra på et tidspunkt over som synsvinkel i romanen og Malene Ravn har bevidst arbejdet med hendes primært kærlige, positive blik på en mand, der dybest set handler utroligt egoistisk, selvom det er for "kunstens skyld" og det er en meget fint virkende effekt.

I romanen er der mange spændende dyk ned i historiske begivenheder og personer, blandt andet Storm P. og en, lige nu på en måde, højaktuel periode under Den Spanske Syge i 1918-20, hvor der storryges på cigarer og kæmpes med at holde afstand for at undgå den smittende virus.

'Hvor lyset er' er en afbalanceret, medrivende rejse gennem et spændende kunstnerisk, konfliktfyldt liv, som jeg var underholdt og rørt af hele vejen. Her nogle dage efter endt læsning, summer den stadig i mig, som kun gode skildringer af skæbner og deres livsbetingelser og -valg, fiktive eller ikke-fiktive, kan det.

At det er en historisk temmelig korrekt skildring giver i det her tilfælde noget ekstra, og det gør det, fordi Malene Ravn har evnet at behandle personerne nuanceret og nænsomt.

Tirsdag d. 9. marts inviterer vi Malene Ravn i studiet og livestreamer samtalen direkte fra Greve Bibliotek. 'Hvor lyset er' kan læses eller høres online på eReolen, så du kan sagtens nå at have læst den inden begivenheden. Og så har du mulighed for at følge godt med i samtalen og kan eventuelt også stille Malene Ravn spørgsmål om bogen.

Klik og læs mere om arrangementet med Malene Ravn her

Materialer