Bibliotekaren anbefaler... 'de' og 'BOB' af Helle Helle

I 'de' følger vi den ca. 16-årige hovedperson og hendes forhold til sin mor, som, finder man hurtigt ud af, bliver syg med uhelbredelig kræft. Men vi følger også livet som ung i det charmerende, tyndtbefolkede område omkring Rødby, hvor de to flytter rundt til forskellige lejligheder gennem hendes opvækst.

På mange måder er det en "klassisk" Helle Helle roman, hvor en ung, forvirret og, fornemmes det, rådvild og lidt viljeløs, kvinde er hovedperson. Da moren indlægges på hospitalet i Nykøbing Falster, klarer hun det dog temmelig flot i lejligheden alene og stemningen mellem mor og datter er let og humoristisk og en af de mest brugte sætninger i romanen, der er, som vanligt, og måske endnu mere, fyldt med kun betydningsbærende sådanne, er: "De griner og griner".

Helle Helle har med 'de' skrevet endnu en sær, skøn, livsfangende roman, hvor der er en ny tone af varme og kærlighed og romanens projekt med kun at skrive i nutid fungerer aldeles fremragende. Det er som om man er mere fuldt til stede med de elskelige, hungrende og livsbrugte personer i midten af 80'ernes Lolland.

Jeg læste 'de' af Helle Helle lige før jeg kastede mig over 'BOB', da jeg havde hørt at der er gennemgående karakterer og det er ganske rigtigt den "Bob", som den 16-årige kvindelige hovedperson deler vennekreds med i Rødby-området i en periode i 'de', som man følger.

Bob bor på en gård, hvor hans forældre dyrker roer. Han virker rolig og god til at drikke øl, men træder ikke særligt frem i 'de', selvfølgelig, for det gør kun hovedpersoner og meget få bipersoner i Helle Helles romaner.

Det gør han så til gengæld i 'BOB', hvor vi stadigvæk er i 1980'erne, og han er flyttet til Vanløse med sin kæreste, som faktisk er fortælleren i romanen, og hun beskriver hvordan Bob ikke har uddannelsesplaner i København, men lidt tilfældigt får job på et hotel i Nyhavn. Fortælleren er meget væk på uddannelse og i studiegruppe og Bob har således meget tid han skal bruge alene i byen. Han kører med busser og S-tog og går viljeløst rundt meget af tiden i det, som nok kan beskrives som en mild depressionstilstand.

Som i andre Helle Helle bøger sker der tilfældige møder, som der jo gør i livet, men det hele virker meget rodløst og kantet. Bob og kæresten får besøg af hans forældre og lillebror fra Lolland og rødderne til det helt andet liv på landet gør lidt godt, men er jo hurtigt væk igen.

Jeg er helt vild med hvordan Helle Helle i 'de' og i 'BOB' på en måde tager temaer op. I 'de' uhelbredelig sygdom og i 'BOB' depression og behandler temaerne med stor forståelse og kærlighed til sine hovedpersoner, samtidig med at sætningerne er blevet endnu mere finslebne.

Efter endt læsning af de to bøger, sad jeg tilbage med en følelse af at have lyst til at kramme de to hovedpersoner og sige til dem at det nok skal gå, for I er blevet set af fortælleren, læseren og Helle Helle og vi er alle i samme båd, og må finde ud af det her liv sammen.