Theis Ørntoft

August digt - Theis Ørntoft

12.08.21
August måneds digt er et rigtig sommerferie-digt, og er dedikeret til alle landets unge mennesker der har været indespærret under coronanedlukningerne, og har savnet at feste med hinanden.

Digtet er skrevet af Theis Ørntoft (f. 1984) og er fra hans debut YEAH-suiten (2009), en bog der på overfladen er nonchalant og smart-i-en-fart ungdomssproglig, men som ved nærlæsning er proppet til randen med eksistentielt ubehag.

Sommerferien peaker

Jeg melder at jeg stadig er stiv fra i går!
ringer straks op til en af mine gode venner, og snakken går på
hvor få ting her i livet der er rigtig spændende

bobber ud ad døren og sætter mig ind i selve køkkenet
udenpå er jeg en vildt træt person der spiser en portion cornflakes
og bladrer lidt i en avis
men indeni sidder jeg og spekulerer lidt på
om ophøret er lykkens grundpræmis
det er godt at vide, hvis man gerne vil være lykkelig

det er jeg ikke 100 % sikker på jeg vil

om aftenen fyrer vi så op på ny – sommerferien peaker
og luften er varm som kogende vand
vi løber bare rundt i gaderne og skriger
hold kæft, den der kvistlejlighed ser flot ud! og
uha – se den blå neon!! Råber jeg f.eks. og kysser pigers hænder
vi er fulde – MEGA fulde

***

Det er ikke helt forkert, hvis man siger, at YEAH-suiten var den første digtsamling herhjemme, der tog ungdomssprogligheden alvorligt som genstand for kunst. Dette digt giver et billede af en kort følelsesmæssig attention span, samt den lidt desperate jagt på den vildeste og mest spektakulære eufori, der godt kan plage de ungdommelige festår (sådan som jeg husker dem).

Digtsamlingen igennem får det coole poetiske jeg’et festet, grint, flirtet og kedet sig bravt, og det er faktisk ret morsom læsning i sig selv (med digttitler som ”en vildt fucked følelse” eller ”Gå en tur i rummet, monkeylogik”). Men under alt det ulmer der en rædselsvækkende tomhed, en nagende følelse af at identiteten og virkeligheden er en papirstynd opfindelse, der kan gå i stykker hvis man tænker for meget over den. Og alle jeg’ets fester, hans råben efter piger på gaden, al den coolness og fastfood, bliver bare mere og mere nyttesløst. På overfladen lækkert og skødesløst, men i virkeligheden en gyser af proportioner. God sommer derude!

Tags
Materialer