Læsekredse på Greve Bibliotek

Vil du læse med? Bliv medlem af en LÆSEKREDS på Greve Bibliotek

For dig, der elsker bøger

Hvis du savner inspiration til eller struktur på din læsning, kan det være en idé at melde sig ind i en af bibliotekets læsekredse. Lad dig inspirere, udfordre og forandre af de hundredvis af læseoplevelser, som venter i bibliotekets læsefællesskaber. Der er helt sikkert noget for dig!

I øjeblikket har vi følgende læsekredse:

Greve Bibliotek
Læsekreds 1 (lukket for tilmelding)
Læsekreds 2 (lukket for tilmelding)
Bogormen (åben for tilmelding)
The Fantasy Fellowship: Greve (Tilmelding via Facebook)
Tirsdagsholdet (venteliste)
Tirsdagspigerne (åben for tilmelding)
Tarok (åben for tilmelding)
Læs dansk (åben for tilmelding)
Nordiske pletskud (åben for tilmelding)
Tænkepauser (åben for tilmelding)
Træd ind i historien (lukket for tilmelding)
Femmeren (lukket for tilmelding)
Læsehestene af 2006 (lukket for tilmelding)
Tirsdaglæserne (åben for tilmelding)
Verden rundt (åben for tilmelding)
Krimilæsekredsen (åben for tilmelding)
Engelsk læsekreds (lukket for tilmelding)
DR Romanklubben (lukket for tilmelding)
Bogormene (lukket for tilmelding)
Karlslunde liser+ (lukket for tilmelding)
Karlslundepigerne (lukket for tilmelding)
Kashmir (lukket for tilmelding)

Tune Bibliotek
Tune Læsekreds (lukket for tilmelding)

Hvad er en læsekreds?

En læsekreds er et hold af læseentusiaster, der læser en håndfuld bøger og mødes på biblioteket til snak og hygge – typisk en gang om måneden i løbet af en sæson fra efterår til forår. Her på biblioteket findes alle mulige slags læsekredse med forskellige fokuspunkter. Én læsekreds læser eksempelvis kriminalromaner, en anden læser science fiction, og en tredje læser de store klassikere. På den måde afspejler læsekredsene de interesser, som vi går rundt og deler, uden vi ved det selv. Som medlem af en læsekreds er der således både mulighed for at udvide sit litterære interessefelt og møde andre ligesindede ved samme lejlighed.

Mere om læsekredse

Vores læsekredse er i praksis selvkørende. Det vil sige, at læsekredsmedlemmerne selv udvælger en tovholder, der kan varetage flere administrative opgaver – herunder litteraturvalg, mødedatoer og generelle informationer. Det væsentlige er, at en bibliotekar ikke deltager ved møderne, men fungerer som kontaktperson mellem læsekreds og bibliotek. Bibliotekaren kan dog assistere nogle af de ovenfornævnte administrative opgaver, hvis det ønskes, som fx at foreslå sæsonens romantitler.
Læskredse kan handle om alt mellem himmel og jord. Det vigtigste er blot, at vi læser noget spændende litteratur, der påvirker og former os.

En del af noget større

Som medlem af en læsekreds vil du indgå i et fællesskab. Det betyder, at du kan dele din læseoplevelse og åbne den op for andre mennesker, og få be- eller afkræftet nogle af dine iagttagelser. Dine holdkammerater er måske enige, forbavsede eller noget helt tredje. 
Men, endnu vigtigere, vil du blive opmærksom på de andre medlemmers iagttagelser. Flere ved mere, og der vil med sikkerhed blive diskuteret nogle ting, som du ikke selv havde tænkt over. Derfor kræver en læsekreds også, at man respekterer andres læsning og synspunkter. Ligesom du åbner bogen for andre mennesker, vil de åbne den for dig. På den måde kommer både du, de andre medlemmer og bogen, som I har læst, tættere på hinanden – i kraft af fællesskabet. Man behøver altså ikke at ankomme med en afklaret mening om en bog. Her er plads til at lade sig forandre. Det kan vi nemlig godt tåle!

Litteraturens gave

Vi mener nemlig, at det er derfor, at vi læser. For at få en fornyet indsigt. For at mærke samhørighed. For at udvide horisontlinjen og for at komme sig selv nærmere.
Litteraturen har en evne til, gennem fiktion, at berøre virkelige problematikker, at optegne tingenes tilstand og at bringe os sammen på tværs af både tid og sted. Og hvis disse ting, siger dig bare det mindste, vil en læsekreds garanteret være en anderledes og berigende læseoplevelse.
Så hvis du ligger inde med en idé til en ny læsekreds eller er interesseret i at høre om et eksisterende fællesskab, vil vi meget gerne høre fra dig.
Send en mail til Thomas Damholt

God læselyst,
Greve Bibliotek