
Om dette arrangement
Fyraftenskoncert: Sjostakovitj + optakt
Trioen bringer denne eftermiddag et symfonisk hovedværk ind i det intime koncertrum og udfordrer lytteren på nært hold i et sprødt og spektakulært arrangement for kammer-ensemble. Kind of Cyan inviterer denne aften gæster med på scenen og kaster sig ud i Dimitri Sjostakovitjs legendariske 15. symfoni, modigt og vellykket – og med godkendelse fra komponisten selv – arrangeret af Viktor Derevianko for klavertrio og fire slagtøjsspillere.
Denne gang er der onlineoptakt kl. 16.15, inden koncerten ved Mikkel Thrane Lassen, der er historiker og forfatter til den nyligt udgivne biografi: "Sjostakovitj - en sovjetkunstner". Han fortæller i en kort film om tilblivelsen af d. 15. symfoni.
Kind of Cyan
Kind of Cyan består af violinist Cæcilie Balling, cellist Josefine Opsahl og pianist Cæcilie Tagmose. Inden for konstellationerne trio, duo og solo har musikerne i Kind of Cyan gennem årene arbejdet med fusion og nye fortolkningsmuligheder af klassisk musik gennem frie, kontrasterende metoder som improvisation og elektronisk lydmanipulation.
Fyraftenskoncerter
Gå til koncert efter arbejde og inden aftenens gøremål. Fyraftenskoncerterne, der livestreames tre tirsdage i foråret 2022 fra Det Kongelige Bibliotek, begynder kl. 17.
Fra kl. 16.15 er der forskellige relevante oplæg på biblioteket og i pausen, kl. ca. 16.45, serveres en lille forfriskning. Det er gratis, men der er tilmelding her på siden.
Arrangementet er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.