
Om dette arrangement
Forfatterforedrag: Hanne-Vibeke Holst
Kriger uden maske er en dramatisk og engagerende skæbnefortælling om den unge billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), en af de mest betydningsfulde danske modernister. Hanne-Vibeke Holst har som den første fået adgang til hendes efterladte papirer, bl.a. breve, fotografier og dagbøger, og med det som afsæt skrevet en roman om Sonja Ferlov Mancobas viljestærke ungdomsår. Som læser får man indblik i Sonjas længsel efter frihed, hendes kompromisløse kamp for kærligheden og for at skabe universel kunst, der kan forene en menneskehed splittet af krig.
Hanne-Vibeke Holst fortæller i sit foredrag om Kriger uden maske, hvordan det var at komme helt tæt på et menneske, hun ikke kendte meget til, før arbejdet begyndte. Om at bevæge sig i Sonjas fodspor, følge hendes kampe og brik for brik sammensætte historien om en kvinde, der havde mange forhold imod sig, men endte med at skabe en helt unik kunst. Det er kunst som i disse år opnår større og større anerkendelse, bl.a. gennem den store retrospektive udstilling på Statens Museum for Kunst i København og Centre Pompidou i Paris i 2019. Foredraget handler også om, hvordan man kan blive så sand som mulig i en roman, samtidig med, at man digter en historie.
Bemærk, at fotografering af arrangementet kan forekomme til brug i PR-øjemed. Læs Greve Kommunes retningslinjer for offentliggørelse af billeder og film: Offentliggørelse af billeder og film | Greve Kommune