Holger Bech Nielsen, med speciale i teoretisk højenergifysik, har i lang tid deltaget i et kæmpestort fysikforsøg på Large Hadron Collider i CERN, som er et europæisk center i Schweiz for forskning i partikelfysik.
I denne accelerator, LHC, forsøger man at finde ud af, hvilke teorier omkring Standardmodellen, der er de rigtige.
Standardmodellen giver en forklaring på sammenhængen mellem 3 af naturkræfterne, nemlig Den stærke kernekraft, der holder neutroner og protoner sammen i atomers kerner, Den svage kernekraft, der styrer radioaktive beta henfald og Den elektromagnetiske kraft, der virker mellem alle ladede partikler og dermed også mellem elektronerne og protonerne i atomer.
Den 4. naturkraft er tyngdekraften, som vi kender bedst fra vores hverdag, men det er også den naturkraft, som vi dårligst forstår.
Teorien, der samler alle 4 naturkræfter er superstrengteorien, som Holger Bech Nielsen har været med til at udvikle.
I aften vil han fortælle mere om, hvor langt man er nået med eksperimenterne på CERN, og om man er nået længere i forståelsen af tyngdekraften.
Billetter á 30 kr. købes på biblioteket eller bestilles på tlf. 43 95 80 00 fra mandag den 23. januar 2012.