Foretag søgning
SELVBETJENING

PRESSEMEDDELELSER

Pressemeddelelser fra Greve kommune

KARTOFFELDAG I GREVE

Valdemarsdag, den 15. juni, tager borgmesteren og socialudvalgs-formanden i Greve Kommune igen i år på tur til plejecentrene i Greve for at spise med beboere og brugere - og for at få en snak og en snaps. Dagen er traditionelt den dag, hvor der er nyopgravede kartofler tilgængelig for alle i hele landet.

Danmarks Kartoffel Råd har igen i år sendt en opfordring til alle landets borgmestre om, at der serveres nyopgravede frilandskartofler på alle plejecentre. Og at dagen i særlig grad bliver en mærkedag for de ældre medborgere, der ikke længere selv kan dyrke og tilberede denne, ægte danske sæsonspise.

Greves borgmester Hans Barlach og socialudvalgsformand Kai O. Svensson har taget opfordringen fra Danmarks Kartoffel Råd til sig og har i samarbejde med vore 4 plejecentre tilrettelagt Den Store Kartoffeldag.

Det vil sige, at alle dem der spiser på Strandcentret, Hedebo, Møllehøj og Nældebjerg samt dem, der får bragt mad ud, kan glæde sig til lækre nyopgravede danske kartofler med stegt ål til.

Også en snaps til
Til denne ret hører der traditionelt en snaps, og den byder borgmesteren og socialudvalgsformanden på ved besøget under spisningen på de 4 plejecentre. De Danske Spritfabrikker har sponsoreret en del af snapsen.
De borgere der får bragt mad hjem, får også en lille snaps med.

Tidsplan
Borgmesteren og socialudvalgsformanden besøger:
Møllehøj kl. 10:00 (Møllehaven 2, Karlslunde)
Hedebo kl. 10:45 (Degnestræde 1, Greve)
Nældebjerg kl. 11:30 (Rådhusholmen 8, Greve)
Strandcentret kl. 12.10. (Frydenhøjs Allé 100, Hundige)

Pressen er velkommen til arrangementet.

Yderligere oplysninger
Julie Zeuthen Tirsted, udviklingskonsulent, tlf.: 43 97 95 48,
e-mail jzt@greve.dk

 

Skrevet: 07-06-2010
Siden redigeres af Center for Strategi & Ledelse, opdateret den 07-06-2010
Greve Kommunes logo