Foretag søgning

VÆRDIGRUNDLAG

Grundlæggende værdier

Kulturen er samfundets søgende “eksperimentarium”. Den er en dynamisk størrelse i konstant udvikling, og den peger fremad og bryder nyt land i vores oplevelse af verden. Derfor er det vigtigt at støtte eksperimenterende kulturinitiativer, som kan stimulere den nødvendige udvikling af kulturlivet.  

Kulturen peger på samme tid bagud og minder os om vores fælles rødder og vores kulturarv. Kulturarven er fundamentet for, at vi kan orientere os i det flertydige samfund. Forudsætningen for at formulere nye mål er viden om, hvor vi kommer fra.  

Derfor er det vigtigt, at kulturen bygger på tradition såvel som fornyelse. Og det er vigtigt at sætte fokus på museet som stedet, hvor kulturarven bevares, analyseres, formidles og bringes i dialog med nutiden samt at fokusere på det folkelige engagement i kulturarven - i samspil med andre kulturer.  

Kulturlivet er en integreret del af tilværelsen i det lokale fællesskab og  har en afgørende rolle at spille for vore bestræbelser på både at fastholde sammenholdet og give plads til forskelle i vort samfund.  

Derfor er det vigtigt at betragte enhver borger som en ressource i det lokale fællesskab. Og det er vigtigt at kulturlivet udvikles i samarbejde med borgerne, hvor nøgleordene er dialog, medbestemmelse og involvering.  

Mennesker, der både kan tænke kreativt og rationelt, har bedre muligheder for aktivt at formu­lere et fælles fremtidsbillede. Mødet med de kunstneriske udtryksformer: Musikken, teatret, filmen, litteraturen og billedkunsten stimulerer nysgerrigheden og lysten til at lære, til selv at skabe, give sig til kende, udtrykke sig og sætte aftryk. Kunsten skaffer indsigt i andres erfaringer og oplevelser og bidrager til ny indsigt i andre kulturer og til mødet mellem kulturer.  

Derfor er det vigtigt at sætte det skabende men­neske i centrum, hvor kulturen og kunsten er det salt,som giver næring til den enkeltes selv­udvikling, selvforståelse og personlige vækst.  

Det enkelte menneskes udvikling støttes ved at sikre, at alle kommunens borgere har mulighed for at bruge, opleve og skabe kultur og ved at sikre, at alle har fri, lige og let adgang til oplys­ning og kulturel aktivitet, uanset hvor i kommunen de bor.  

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på de kulturelle institutioners rolle som kultur­formidlere. Biblioteket er som mødested og debatforum et nøgleområde i det lokale kultur­liv. Sammen med Kulturhuset Portalen, Greve Museum og borgerhusene gives der adgang til viden og oplevelse, som bygger på tradition og fornyelse, alsidighed og  kvalitet. I denne sammenhæng prioriteres børns vilkår og muligheder højt.

  • Greve Kommunes 7 værdier

Greve Kommune har fastlagt 7 grundlæggende værdier, som gælder for kommunen og dens medarbejdere. Værdierne udgør rammen for de kommende års aktiviteter og udvikling.  

Værdierne er formuleret af Direktionen, efter drøftelse med ledere og medarbejdere, og tager udgangspunkt i værdier, der i dag findes i  den samlede organisation - blandt medarbejderne og i kommunens politikker og strategier. Værdierne udtrykker samtidig den retning vi vil.  

De 7 værdier skal danne grundlag for den måde vi servicerer borgere og virksomheder og for den måde, vi samarbejder på i organisationen - og i forhold til det politiske niveau. Som ansatte i Greve Kommune arbejder vi på at efterleve og udvikle disse værdier i kommunen som helhed og i forhold til den enkelte arbejdsplads.  

Hver enkelt arbejdsplads i Greve Kommune har sin egen virksomhedskultur, som er betinget af leder- og medarbejdersammensætning, faglig baggrund og historiske betingelser. Denne fælles identitet er grundlæggende for udførelsen af vores arbejde. Samtidig er det vigtigt, at vi styrker den overordnede ramme, der sikrer, at vi har et fælles udgangspunkt, når vi møder borgerne - vores kunder og brugere. Derfor er værdigrundlaget udarbejdet.  

Den enkelte leder har ansvar for - i samarbejde med sine medarbejdere - at diskutere, indarbejde og efterleve værdierne lokalt, så vi opnår en klarere erkendelse af det fælles grundlag for Greve Kommunes samlede virksomhed.  

Værdi 1
Vi er til for borgerne

  • vi tager udgangspunkt i den enkelte borger
  • kommunen er let tilgængelig og overskuelig for borgeren
  • vi lytter aktivt til borgeren og kommunikerer klart og præcist
  • vi prioriterer et tæt samspil med virksomheder og interessenter

Værdi 2
Vi er én virksomhed               

  • vi arbejder ud fra et fælles værdigrundlag og fælles politikker 
  • vi fremmer arbejdet på tværs, så borgerne oplever kommunen som en helhed
  • vi er alle ambassadører for Greve Kommune

Værdi 3
Vi er en ambitiøs virksomhed  

  • vi er toneangivende og vil præge udviklingen af den offentlige service
  • vi er risikovillige - pionerånd er fremherskende, når vi skaber nye løsninger
  • vi er kompetente, engagerede og fleksible
  • vi er stolte af vores arbejdsplads
  • Vi forandrer for at skabe dynamik

Værdi 4
Vi er ressourcebevidste

  • vi arbejder efter synlige mål
  • vi bruger færrest mulige ressourcer for at nå vores mål
  • vi ser konkurrence som en drivkraft
  • vi måler os gerne med hinanden og andre

Værdi 5
Vi tager ansvar

  • vi respekterer politiske beslutninger og tager ansvar for at udføre dem loyalt og effektivt.
  • vi delegerer ansvar og kompetence, så beslutninger træffes så tæt på borgeren som muligt.
  • vi bidrager effektivt til at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag
    lederne viser synligt lederskab
  • vi tager ansvar for egne beslutninger
  • vi tager ansvar for egen læring

Værdi 6
Vi er åbne og fordomsfrie  

  • vores menneskesyn bygger på respekt, tillid og åbenhed
  • vi er i aktiv dialog med hinanden og omverdenen
  • vi ser forskellighed som en styrke
  • vi er en attraktiv arbejdsplads
  • vi er en socialt ansvarlig arbejdsplads

Værdi 7
Vi deler viden og erfaringer

  • vi fremmer alle arbejds- og uddannelsesformer, der sikrer den bedste brug af viden
  • vi opsøger og formidler viden og erfaringer
  • vi udnytter og deler den nyeste viden
Siden redigeres af Greve Bibliotek, opdateret den 05-12-2008
Greve Biblioteks Logo