FOREVER YOUNG
- med de unge i fokus
Gennem de senere år er det blevet klart, at bibliotekerne i stigende grad mister de unge som brugere. Dette gælder ikke blot teenagere, men også unge langt op i 20’erne bruger ikke biblioteket særligt meget.
Derfor har bibliotekerne i Køge, Greve, Solrød og Vallø sat fokus på biblioteksbetjeningen af unge i alderen 14-20 år. Bibliotekerne har i fællesskab søgt og fået bevilliget knap 400.000 kr. fra Biblioteksstyrelsen til dette arbejde. Pengene skal bl.a. bruges til, at de fire biblioteker kommer i dialog med de unge for at høre deres ideer til, hvordan bibliotekstilbudene kan matche de unges interesser. De unge skal altså være aktive medspillere i udviklingen af, hvordan bibliotekerne bl.a. skal se ud i fremtiden.
På Greve bibliotek vil der blive etableret fredagscafeaftner, hvor der vil blive sat aktuelle emner til diskussion, men man vil også komme til at opleve ting af mere underholdende karakter som f.eks. stand-up. Med disse aftener håber man at kunne skabe nye netværk blandt kommunens engagerede unge.
På Køgebibliotekerne har man meget fokus på Kulturtapperiet, som er Køges nye kulturcenter for unge. Med åbningen af Kulturtapperiet i begyndelsen af 2006 har Køgebibliotekerne fået en oplagt mulighed for at oprette et bibliotekstilbud der hvor de unge færdes og derigennem få vist at Køgebibliotekerne har relevante tilbud, tager de unge alvorligt og ønsker at opfylde deres ønsker og behov. Samtidig vil man også oprette et tilbud til de unge på HTX i Køge om bibliotekarservice, herunder informationssøgninger og hjælp til selvhjælp.
På Solrødbibliotekerne vil man bruge nogle af de bevilligede penge til at ansætte nogle unge. De skal give bibliotekarerne inspiration i indkøbet af materialer til denne gruppe. De unge vil også selv få mulighed for at indkøbe de materialer, de synes, biblioteket bør have samt at formidle disse til andre unge. På denne måde får bibliotekerne et unikt indblik i de unges ønsker til fremtidens bibliotek.
På Vallø bibliotek vil man også gerne i dialog med de unge. Derfor vil man oprette en ide- og tænketank, hvor de unge kan fortælle om deres ideer og ønsker. Herudover vil man bl.a. afholde arrangementer, som henvender sig specielt til de unge.
Projekterne er så småt ved at blive sat i værk på de enkelte biblioteker og de vil strække sig over hele 2006. Der vil naturligvis bliver annonceret for alle de spændende arrangementer og tiltag i de forskellige lokalaviser.
Læs projektansøgning til Biblioteksstyrelsen
Læs evalueringsrapporten