Hundens ører af Maria Ernestam
Barsk, psykologisk og atypisk krimi, hvor vi fra første side kender morderen. Det interessante er så den måde, vi bliver indviet i motivet på, gerningsmandens liv før og efter drabet og forsiderosernes symbolik. Læsekredsen havde blandede meninger om romanens troværdighed og kvalitet. Dette gav en rigtig god og livlig diskussion. Læs romanen og døm selv.
Brændte skygger af Kamila Shamsie
Dette er en roman om kulturforskelle. Den begynder i Nagasagi, 1945, fører os til Indien og delingen af landet i 1949, videre til Afghanistan og den russiske invasion i 1980´erne med den efterfølgende islamisering - for at kulminere i tvillingetårnenes kollaps i New York, 2001. Persongalleriet består af en japaner, tyskere, indere, afghanere, englændere og amerikanere. Deres liv flettes ind i hinanden undervejs. Læsekredsen var begejstret for emnet og måden, den indlevende inddrager kulturforskelle og verdenshistorien efter 1945.
Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen
Dette er genren og forfatteren, som mange elsker og lige så mange elsker at hade. Om folketingspolitikeren Merete Lynggaard, som tilbringer fem år i et mørkt og råt trykkammer pga en færdselsulykke i barndommen. Vi følger parallelt hendes tilstand samtidig med, at vi hører om, hvordan afdeling Q for uopklarede sager bliver til. Om hvordan den kommer på sporet af denne makabre sag. Læsekredsen var enig om romanens kvalitet og emnets troværdighed. Meget pudsigt foregår dele af handlingen i Greve! Selv ikke-krimielskere synes om krimien.